Find

Alfabetisk

Fakulteter

Meddelelser

Ny bygning forbedrer studiemiljøet

Når den nye S-bygning slår dørene op med et brag af en fest den 31. august, giver det flere grupperum, bedre undervisningslokaler og mere plads til at mødes uformelt efter timerne på Fuglesangs Alle i Campus Aarhus. Og det er tiltrængt, siger både prodekanen og Studenterlauget.

Den nye S-bygning giver flere grupperum, bedre undervisningslokaler og mere plads til at mødes på Fuglesangs Allé. Både Studenterlaugets Kristian Deleuran og prodekan for uddannelse på BSS Peder Østergaard er meget begejstrede
Den nye S-bygning giver flere grupperum, bedre undervisningslokaler og mere plads til at mødes på Fuglesangs Allé. Både Studenterlaugets Kristian Deleuran og prodekan for uddannelse på BSS Peder Østergaard er meget begejstrede
for de nye lokaler. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation
for de nye lokaler. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation
Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation
Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Enhver, der har forsøgt den meget vanskelige kunst at finde et grupperum eller en rolig læseplads på den tidligere handelshøjskole på Fuglesangs Allé i Aarhus, ved, hvorfor den nye S-bygning bliver modtaget med så stor glæde blandt både ansatte og studerende på Business and Social Sciences.
Fordelt på fem etager rummer bygningen blandt andet 500-600 deciderede læsepladser og en lang række møde- og grupperum, kontorer og undervisningslokaler. Samtidig giver et nyt multirum både plads til en ny, fælles kantine og de helt store faglige og sociale arrangementer.
Superlækkert
Officielt bliver den 225 millioner kroner dyre og cirka 11.000 kvadratmeter store bygning først indviet den 31. august, men studenterforeningen Studenterlauget er allerede flyttet ind i deres nye lokaler.
Kristian Deleuran, som både er studerende og Studenterlaugets managing director, er begejstret for den nye bygning.
– Det er superlækkert at få skabt de helt nødvendige studiepladser og samtidig samle en række af de funktioner, for eksempel studieadministrationen, så studerende fremover kun skal henvende sig ét sted, når de har brug for hjælp, siger han.

Skaber luft

Peder Østergaard er prodekan for uddannelse på Business and Social Sciences, og han har både i kraft af sin nuværende stilling og som ansat på den tidligere handelshøjskole fulgt det nye byggeri tæt.
– Det har været en proces på næsten ti år, hvis man inkluderer planlægningsfasen, og det første spadestik til bygningen blev taget sidst i 2009. Derfor er vi også ekstra glade for, at bygningen nu står færdig, siger han.
Peder Østergaard forklarer, at Handelshøjskolens sammenlægning med Samfundsvidenskab i hovedområdet Business and Social Sciences også er med til at frigøre plads på Fuglesangs Allé, fordi undervisningen i beslægtede fag på hovedområdet er blevet samlet. Selvom studerende både er rykket til og fra Fuglesangs Allé, betyder flytningerne alt i alt, at yderligere tusinde studerende fremover skal cykle lidt længere op ad Ringgaden til Universitetsparken.
– Sammen med indvielsen af S-bygningen betyder det, at de studerende vil opleve, at en del af trykket bliver taget af lokalerne, siger han.

En kæmpe forskel

Peder Østergaard forklarer, at pladsproblemerne på BSS på Fuglesangs Allé har været så alvorlige, at de har kunnet aflæses i studiemiljøundersøgelserne i 2007 og 2011.
– Vi kunne se, at de studerende manglede steder at sidde i ro, og at Handelshøjskolen var et sted, hvor man tog hen for at have sine timer, og så tog man hjem igen for at læse og mødes i grupper, fordi skolen ikke kunne rumme det. Det har selvfølgelig haft konsekvenser for det faglige miljø, siger han.   
Det er Kristian Deleuran helt enig i.
– Bygningen kommer til at gøre en kæmpe forskel for studiemiljøet på Fuglesangs Allé. Vi har manglet de studiepladser og grupperum, som er alfa og omega for at skabe et godt studiemiljø. Dem får vi nu, siger han. 


Læs også: Se flere billeder fra den nye bygning