| English

Handelshøjskolen etablerer Danmarks første forskningscenter med fokus på Indien

03.02.2005

- Danske virksomheder er først nu ved at få øje på de økonomiske muligheder ved et samarbejde med Indien, siger initiativtageren til centeret, lektor Rajesh Kumar, Institut for Ledelse

Indien er i dag det tredjestørste modtagerland for udenlandske investeringer – kun overgået af USA og Kina. Faktisk er forskere nu begyndt at diskutere, om Indien vil overhale Kina på dette felt. Allerede nu er Indien førende, når det gælder globale virksomheders outsourcing af virksomhedsprocesser til landet. Samtidig er markedet også blevet attraktivt for virksomheder, der ønsker at komme ind på det indiske marked.

Rajesh Kumar- Indiens stigende integration i verdensøkonomien og de muligheder, det giver, er danske virksomheder nu ved at få øje på. Danfoss, Grundfos, Maersk og Vestas er nogle af de førende danske virksomheder, der allerede er aktive på det indiske marked, og de er alle engagerede både i processen med at komme ind på markedet og i outsourcing af aktiviteter til Indien, siger lektor Rajesh Kumar, Institut for Ledelse.

Netop de store muligheder for danske virksomheder i Indien er én af årsagerne til, at Handelshøjskolen i Århus nu er i gang med at etablere Danmarks første forskningscenter med fokus på Indien. Rajesh Kumar, der selv er inder, men har opholdt sig længe i USA og siden 1997 i Danmark, er leder af det nye center. Hans forskningsområde er internationale forhandlinger og alliancer med særlig fokus på Indien.

- Indtil 1991 var Indien et lukket marked, men herefter åbnede økonomiske reformer landet op for omverdenen. Strategisk, organisatorisk og kulturelt er udfordringerne imidlertid store for de fremmede investorer, der ønsker at komme ind på det indiske marked, understreger Rajesh Kumar.

Internationalt netværk
Centeret kommer til at bestå af forskere med stort kendskab til og interesse for Indien. Allerede nu er der etableret et internationalt netværk med forskere fra Harvard Business School, Stanford University, Columbia University og Assert Institute of Management i Indien. Målet er via forskningsprojekter at fremme forståelsen for Indien økonomisk, politisk og kulturelt og denne udviklings betydning for udenlandske investorer.  

Sidst på foråret holdes den første workshop for forskergruppen, og allerede i juni venter man at kunne arrangere det første efter- og videreuddannelsesarrangement for virksomheder med fokus på de muligheder, der venter danske virksomheder i Indien.

Ny bog med gode råd til virksomheder
Virksomheder, der overvejer at se nærmere på Indien, kan hente en række gode råd i en ny bog, "Doing Business in India – a Guide for the Western expatriate Manager". Bogen, der udkommer i august i år, er skrevet af Rajesh Kumar og hans indiske kollega, tidligere rådgiver for DANIDA og IFU, Anand Sethi. Bogen er ikke kun en grundig vejledning i, hvad virksomhederne skal gøre, men også hvorfor. Den beskriver forskellene mellem Indien og Vesten og peger på nogle af de fejl, som virksomheder fra Vesten har begået på det indiske marked.

LIL


Denne nyhed er også blevet bragt i Handelshøjskolens nyhedsbrev til pressen nr. 49, den 2. februar 2005.