| English

Netværk kan bane vejen til drømmejobbet

26.05.2009 | nifa



Når studietiden er ovre kalder den virkelige verden, og det første job skal findes. Det er ikke længere nok at læse jobsektionen og sende ansøgninger ud. En fjerdedel af alle nye job besættes via netværk, og derfor kan dine studiekammerater spille en vigtig rolle, når du skal ud og finde dit første job.

I en tid med lavkonjunktur, mange fyringer og få jobs er det især svært for nyuddannede at komme ind på arbejdsmarkedet. Denne situation bliver ikke nemmere af, at det ifølge Danmarks Statistik kun er knap 30 % af de få job, der er, der bliver besat ud fra jobannoncer. Et næsten lige så stort antal jobs, bliver besat via netværk, og det betyder, at et godt netværk med de rette personer kan bane vejen til, hvis ikke drømmejobbet, så det første job i din karriere.

Hvordan får danskerne deres jobs?

25. pct. via netværk
28 pct. via jobannonce
21 pct. har ansøgt uopfordret
15 pct. er blevet headhuntet
11 pct. på andre måder

Danmarks Statistik, Arbejdskraftundersøgelsen 4. kvartal 2005



ASB er kimen til netværket
Det er oplagt at starte med at opbygge et godt netværk allerede i studietiden. Andre studerende både på ASB og andre uddannelsessteder repræsenterer potentielle kontakter til mange virksomheder. ASB Alumni er et gratis netværk for alle med en uddannelse fra ASB, og flere tidligere studerende har fået job via netværket. En af dem er vicedirektør i Falck A/S Marc Alex Ib Uhrenholt.

Fik lederjob via studiekammerater
Marc Alex Ib Uhrenholt er uddannet cand. merc. fra ASB i 1983 og arbejder i dag som vicedirektør i Falck Danmark A/S. Hans kontakt til Falck startede allerede, da han som 18-24 årig blev uddannet som ungredder i Falck samtidig med, at han brugte virksomheden som case til flere projekter i løbet af studiet på ASB.

Lige siden studietiden har Marc været god til at pleje sit netværk, bl.a. ASB Alumni, ved at skaffe flere af sine studiekammerater job i Falck. Denne indsats blev belønnet, da han i 2004 blev kontaktet af Falcks administrerende direktør.

- Jeg ved, at min studiekammerat, som jeg havde hjulpet med at finde job i Falck flere år i forvejen, havde en finger med i spillet og havde anbefalet mig til den administrerende direktør. Mine kompetencer har selvfølgelig betydet noget, men det var kontakten via netværket, der gjorde udslaget, fortæller Marc.

Forskellige netværk – forskellige formål
Marc er ikke kun medlem af ASB Alumni, men en hel række karriereorienterede netværk – bl.a. Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL), Linkedin, Dabgo og Plaxo. Facebook bruger han til de mere personlige netværk. Kontakten til netværkene er forskellig – nogle netværk består af elektronisk kontakt, og andre plejes via møder efter arbejdstid, kvartalsmøder eller online nyheder.

- Det kræver en indsats at vedligeholde et netværk, men det er det værd. Jeg kunne måske have fået jobbet via en uopfordret ansøgning ud fra mine kompetencer alene, men værdien af et netværk må ikke undervurderes. Det var jo ikke en forretningskontakt, der pegede på mig til jobbet men derimod min gode ven, så alle netværk er vigtige, understreger Marc.

Netværket er adgangsbilletten
Undervejs til sin nuværende stilling har Marc arbejdet for en lang række internationalt anerkendte virksomheder både i Danmark og i udlandet, og han er overbevist om, at studiet, karaktererne, studiejobs og erhvervserfaring alt sammen spiller ind, når man skal ansættes i en ny stilling. Men faktum er, at han formentlig ikke var blevet kontaktet af sin nuværende chef, hvis det ikke havde været for hans gode netværk.

- Det er naturligvis dine kompetencer, der får dig ansat, men det kan meget vel være dit netværk, der giver adgangsbilletten, understreger han.

- Læs også om, hvordan netværket kan bruges til at finde det gode studiejob

- Læs mere om ASB Alumni

- Eller besøg ASB Alumni's hjemmeside for dimittenter fra ASB