| English

Reimer Bo serverer EU-politik for Århus-studerende

14.05.2009 | Ulla Stilling Pedersen

Reimer Bo styrer løjerne, når Morten Messerschmidt (DF), Jens Rohde (V) og Claus Larsen-Jensen (A) den 20. maj debatterer valget til EU-parlamentet på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet



Den økonomiske situation, stigende arbejdsløshed, inflation, sociale problemer, EURO-afstemning, klimaforandringer og indvandring. Der er nok emner at tage fat på, når de tre EU-kandidater Morten Messerschmidt, Jens Rohde og Claus Larsen-Jensen stiller op til debat om EU's ansvar og rolle frem mod valget til EU-parlamentet den 7. juni 2009. Debatten styres med hård hånd af Reimer Bo Christensen, som har store forventninger til arrangementet.

- Det er et rigtig spændende panel af fremtrædende EU-kandidater fra tre forskellige partier, og jeg forventer, at de vil trække linjerne skarpt op for virkelig at tydeliggøre forskellene mellem dem. Kandidaterne satser meget på Danmarks unge, og det er derfor enormt attraktivt for dem at få lov at debattere i et så dynamisk miljø, som Handelshøjskolen i Aarhus kan tilbyde, og jeg håber naturligvis på et stort opbud af interesserede og spørgelystne studerende, siger Reimer Bo.

Debatten finder sted 20. maj kl. 15.00 – 17.00 i Aulaen på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Tilmelding er ikke nødvendig.

For yderligere oplysninger:

Marianne Thybo
Formand for ASB Studenterforum
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf.: 40769829


ANGJ