For første gang siden fusionen skal servicen på hovedområdets biblioteker undersøges. I første omgang er det de studerende, der skal vurdere kvaliteten.
20.04.2012 |
Alle de studerende på BSS skal i denne måned vurdere servicen på BSS' biblioteker. Foto: Jesper Rais, AU Foto
Bibliotekets fysiske rammer, services og informationsressourcer er de tre temaer, der skal afdækkes i LibQual undersøgelsen, som forløber i april. Samtlige studerende på BSS er inviteret til at deltage i undersøgelsen, hvis mål er at forbedre servicen på bibliotekerne.
- LibQual kan hjælpe os med at prioritere imellem vores mange services og dermed afklare, hvilke services der kan forbedres til fordel for andre, fortæller bibliotekar Ditte Schjødt Svensson.
Samarbejde på tværs
LibQual har været anvendt tre gange før på det tidligere ASB Bibliotek, men efter fusionen skal værktøjet nu undersøge servicen på alle BSS’ biblioteker. Netop samarbejdet og de erfaringer, det giver, er ifølge Ditte Schjødt Svensson vigtigt.
- De erfaringer, vi får i år, kan vi tage med os i det nye AUL (Aarhus University Library), så vi forhåbentlig kan bruge LibQual til at skabe en endnu stærkere biblioteksservice på hele AU.
Benchmarkes med andre
LibQual benyttes af mange biblioteker rundt om i verden, og det er derfor muligt for BSS at måle bibliotekernes services op mod andre. Netop muligheden for benchmarking tilfører stor værdi for bibliotekerne på BSS.
- Benchmarking gør det muligt for os at identificere, hvor vi gør det godt, hvor vi kan gøre det bedre, samt give os inspiration til, hvordan vi forbedrer servicen, siger Ditte Schjødt Svensson.
Udover at benchmarke sig med hele verden gør LibQual det også muligt for bibliotekerne at benchmarke sig med sig selv. Dette har førhen været særdeles effektivt for det tidligere ASB Bibliotek, der har forbedret en række services ud fra undersøgelsen.
- Vi har på tre år fordoblet antallet af studiepladser på biblioteket, lagt større vægt på adgang til databaser hjemmefra, kørt kompetenceudviklingsforløb for bibliotekarerne, således at vores vejledning bliver endnu bedre, samt skåret ned på omfanget af undersøgelsen, så vi får en større svarprocent, siger Ditte Schjødt Svensson.
Dette års undersøgelse forløber fra den 9.-30. april. I juni vil de endelige resultater ligge klar i en rapport.
FAKTA:
For yderligere oplysninger
Ditte Schjødt Svensson
BSS Bibliotek
Udviklingskonsulent og ansvarlig for LibQual undersøgelsen
Tlf.: 8715 2473
E-mail: disj@asb.dk
Web