| English

VOXPOP – Fra studieliv til arbejdsmarked

26.03.2009 | hevm

Fire tidligere studerende fra ASB fortæller om springet fra livet som studerende til færdiguddannet. Læs, hvilke udfordringer, de har oplevet, hvad de savner mest, og hør deres gode råd til nuværende studerende, der snart skal ud i samme situation.

Tine Torp Knudsen. Cand.ling.merc i Virksomhedskommunikation, 2008
Hvordan oplevede du springet fra studieliv til arbejdsmarked?
Efter fem års studier med fastlagte rammer var det lidt specielt men udfordrende at blive færdig. Den første måned nød jeg friheden. Først da selve jobsøgningsprocessen gik i gang, oplevede jeg lidt usikkerhed, for nu skulle jeg pludselig beslutte, hvad jeg ville. Jeg synes særligt, at det var hårdt at miste fleksibiliteten i studielivet. Til gengæld er mine aftener og weekender nu fri, og jeg kan lave det, jeg har lyst til.

Har du et godt råd til studerende, der snart skal tage springet?
Livet på den anden side af ASB er fantastisk, og har du en uddannelse fra ASB, er du godt rustet til det pulserende erhvervsliv. Men hold fast i troen på dig selv, og lad være med at sælge dig selv for billigt. Både når det gælder løn og faglige interesser. Tag imod al den hjælp, du kan få fra dit netværk på ansøgninger, jobsamtale osv.

Michael Christensen, Cand.merc. International Business, 2008
Hvordan oplevede du springet fra studieliv til arbejdsmarked?
Overraskende let og smertefrit faktisk. Men det skyldes nok, at jeg mentalt var holdt op med at være studerende det sidste år på studiet og blot glædede mig til at blive færdig og påbegynde arbejdslivet. Jeg er nu graduate i Energinet.dk, som er en ret kompleks, videntung og ingeniørpræget virksomhed. Derfor har det sværeste for mig været, at jeg ikke fra første fløjt har kunnet sætte mit præg på tingene. Det har jeg simpelthen ikke haft indsigten til, men det er heldigvis kommet gradvist senere hen.

Har du et godt råd til studerende, der snart skal tage springet?
Det må nødvendigvis være meget individuelt, hvordan man forbereder sig. Egentlig synes jeg ikke, at man skal forberede sig så meget, men i stedet tage det, som det kommer. Dog skal man forberede sig på, at al den dejlige tid man som studerende havde til fri forvaltning byttes ud med fast arbejdstid

Anders Jacobsen, M.Sc. Marketing, 2008
Hvordan oplevede du springet fra studieliv til arbejdsmarked?
Jeg kom hurtigt i arbejde, og det var noget af en omvæltning at vænne sig til, at tingene kører på en anden måde derude, og at man lige pludselig ikke er omgivet af ligesindede studerende. Det sværeste var at undvære den fleksibilitet, man har som studerende. Det er på den anden side fedt, at når man har fri, ligger der ikke nogen dårlig samvittighed i baghovedet, fordi man måske ikke lige har fået læst helt så meget, som man burde.

Har du et godt råd til studerende, der snart skal tage springet?
Vær åben over for de muligheder, der byder sig. Det er en hel ny verden, der åbner sig, og stillinger, der ikke umiddelbart virker tillokkende, kan sagtens være interessante og lærerige.

Heidi Hjortshøj, Cand.ling.merc i Virksomhedskommunikation,
Hvordan oplevede du springet fra studieliv til arbejdsmarked?
Springet fra studieliv til arbejdsmarked var ikke så stort for mig, idet jeg fik job i den virksomhed, hvor jeg havde studiejob og var i praktik. Så jeg synes egentlig bare, at det var fantastisk at komme ud og bruge mine studier i praksis og opleve, hvor meget jeg egentlig som nyuddannet havde at bidrage med. Min start på arbejdsmarkedet var præget af, at jeg kendte virksomheden i forvejen. Så jeg oplevede ikke, at det var direkte svært. Det sværeste var at lære det politiske spil, der foregår i en stor virksomhed, at kende. Det er en stor men spændende udfordring.

Har du et godt råd til studerende, der snart skal tage springet?
Husk på, at I har noget at bidrage med, når I kommer ud, og sørg for at byde ind med det. Som nyuddannet er man ofte usikker på, hvad man kan, og om man overhovedet har noget at bidrage med. Det har I! Jeg har oplevet, hvordan kolleger i høj grad sætter pris på at få nye øjne på de problemstillinger, som de måske har arbejdet med i årevis – også selv det måske er en teoretisk indgangsvinkel.

Af Nina Faurby