Find

Alphabetical

Faculty

News

Stort fokus på stress hos studerende på AU

I en række medier har man de seneste dage kunne læse om stressproblemer og stressepidemi blandt studerende på universiteterne i Danmark.

Omtalen bygger blandt andet på den studiemiljøundersøgelse, der blev udarbejdet på Aarhus Universitet sidste år.

Allerede sidste efterår satte Aarhus Universitet ind med en intensiv indsats for at dæmme op for de stressproblemer, som studerende oplever. 11 procent af de mere end 11.000 studerende, som deltog i undersøgelsen, tilkendegav, at de oplever stærke stresssymptomer i hverdagen, og 33 procent af dem oplever stærke stresssymptomer op mod eksamen.

Det er tal, som Aarhus Universitet ønsker at medvirke til at bringe ned, og derfor satte universitetet gang i den målrettede stressbekæmpelse blandt de studerende.

- Stress hos studerende har altid eksisteret. Det afgørende nye er, at vi nu virkelig gør en samlet og målrettet indsats for at hjælpe de studerende med stressproblemer. Vi har bragt et tabu frem i lyset, og derfor kan det godt virke som et meget stort problem nu og her. Men uanset problemets størrelse, så tager vi det alvorligt, for det er et stort problem for den enkelte studerende at stå med selv, siger leder af vejledningen på Aarhus Universitet Gitte Viftrup, AU Studieadministration.

I den specifikke indsats i forhold til at bekæmpe stress er alle universitetets studievejledere blevet uddannet i at spotte stress og coache de studerende i stresshåndtering, så problemerne for den enkelte studerende, som henvender sig, kan håndteres hurtigst muligt, og gerne før problemerne har vokset sig store.

Hele studievejledningen er som en del af udviklingsprocessen blevet indrettet på samme måde på universitetets fire hovedområder, så alle studievejledere får samme grundlag og kompetencer til at give de studerende den bedst tænkelige vejledning.

- Vi har på den måde professionaliseret indsatsen og kan meget bedre sikre, at de studerende – uanset hvad de læser, og uanset om de oplever faglige, personlige eller sociale problemer – får den rette hjælp, fortæller Gitte Viftrup.

Aarhus Universitet satte i efteråret ni millioner kroner af til studiemiljøforberedende tiltag, herunder til indsatsen med stressvejledning og -bekæmpelse, og der er afsat yderligere otte millioner kroner til forbedring af studiemiljø i 2012.

Der vil senere i år blive lanceret en hjemmeside, som er målrettet de studerende og deres trivsel. Siden er under udarbejdelse og har fokus på studerendes trivsel. Her vil de kunne finde inspiration til, hvordan de bedst muligt kommer igennem studieforløb med eksempelvis god tilrettelæggelse af tid, bekæmpelse af eksamens- og præstationsangst osv. Det vil også være her, de studerende vil kunne finde oplysninger om, hvem de kan gå til for at få hjælp, når de ikke befinder sig godt socialt og personligt med studierne.

For yderligere information: pressekonsulent på Aarhus Universitet, Sys Christina Vestergaard, 2367 0012