Det er sværere, men ikke umuligt at finde job i krisen
Ansættelsesstop og fyringsrunder er med til at give et indtryk af, at det bliver sværere at finde job, hvis man står og er færdig til sommer. Hos ASB Karrierecenter lyder meldingen: Ja, det bliver sværere, men det er stadig muligt.
Krisen har ramt Danmark, og det har betydet fyringer og ansættelsesstop i mange virksomheder. Som studerende kan man hurtigt få indtrykket af, at det bliver en noget nær umulig opgave at finde fast arbejde efter studiet, og at man kommer til at hænge fast i arbejdsløshedskøen i en uoverskuelig fremtid. Outline tog en snak med ASB Karrierecenter for at få mere klarhed over, hvor galt det egentlig står til.
- Vi oplever, at det er blevet sværere for studerende at finde fast arbejde efter studiet, men det er dog ikke umuligt, siger Susanne Søes Hejlsvig og Thomas Hvergel Jensen, der begge er konsulenter i karrierecentret.
Kommunikations- og sproguddannede har det sværest, fordi det typisk er her virksomhederne skærer ned først, mens de økonomiudannede har bedre vilkår. Med hensyn til praktikpladser er der lige så mange at finde, som før krisen tog fart, og langt de fleste virksomheder fortsætter også med at have studentermedhjælpere, så en god måde at øge sine chancer for ansættelse efter endt uddannelse er at få sig noget studierelevant erfaring i løbet af studietiden. Deruodver har rigtigt mange virksomheder stadig graduate-programmer.
Tænk ud af boksen
Men hvad så, hvis man står og skal finde jobbet her til sommer? Ifølge Susanne og Thomas handler det om at være mere proaktiv og tænke i alternative brancher og stillingsbetegnelser. Og vejen til fastansættelse kan ofte gå gennem netværk eller et vikariat.
Louise Nielsen, der dimitterede fra ASB i sommeren 2008, er et godt eksempel på, hvordan et midlertidigt job, kan vise sig at blive mere fast. Hun er i dag ansat som administrativ medarbejder i et barselsvikariet hos A2B, der er en del af AS3.
- Jeg søgte oprindeligt en opslået stilling, hvor jeg fik brev om, at stillingen var besat til anden side. Fire måneder senere ringede de så til mig med tilbud om en anden stilling, et vikariat på tre måneder. Vikariatet blev siden forlænget til seks måneder, og efterfølgende søgte jeg et barselsvikariat på et år i en anden business unit i AS3, som jeg fik, fortæller Louise Nielsen.
- Et vikariat er en god måde at få foden inden for i en virksomhed, og samtidig får man en erfaring, som man kan bruge til at "sælge" sig selv på på længere sigt. Arbejdsopgaverne kan også ændre karakter efterhånden, sådan at et job, man ikke i starten ser som drømmejobbet udvikler sig til at blive det, siger Thomas Hvergel Jensen.
Vær skarp på dine kompetencer
Karrierecenteret anbefaler, at man gør sig nogle tanker om, hvilke kompetencer, man kan tilbyde en virksomhed.
- Det kan som nyuddannet være svært at sætte ord på sine kompetencer og derfor er det vigtigt at forberede sig godt på det. Jo mere bevidst man er om sine kompetencer, jo nemmere er det at "sælge sig selv" til en virksomhed. Stil evt. dig selv spørgsmål som "hvilke arbejdsopgaver kan jeg varetage i en virksomhed?", "hvilke af mine fag og opgaver kan overføres direkte til en arbejdsopgave i en virksomhed" og "hvad er mine stærkeste kompetencer?", siger Susanne fra karrierecenteret.
Udnyt dit netværk
- Alle har et netværk, som i virkeligheden bare skal aktiveres. Der kan være tale om familie, venner, sportskammerater eller bekendte på LinkedIn og Facebook. Virksomhederne arbejder også med netværk. Ifølge en undersøgelse blandt medlemmerne ved CA a-kasse bliver 80 % af alle stillinger aldrig slået op, men i stedet besat via netværk eller uopfordrede ansøgninger, siger Thomas Hvergel Jensen.
Følg med i karrierekalenderen og få flere gode råd til jobsøgningen hos ASB Karrierecenter på www.karriere.asb.dk. Du kan også kontakte:
Susanne Søes Hejlsvig
Konsulent i Karrierecenteret
E-mail: sush@asb.dk
Tlf.: 894 86137
Thomas Hvergel Jensen
Konsulent i Karrierecenteret
E-mail: thsj@asb.dk
8948 6762