News

Max Sørensen Scholarships ved Juridisk Institut

På Juridisk Institut uddeles et antal scholarstipendier (Max Sørensen Scholarships) på hver 30.000 kr. Ansøgningsfristen er lørdag den 1. oktober 2023 kl. 12.00.

Stillingernes indhold

Juridisk Institut har sammen med Professor, dr.jur. Max Sørensens Mindefond lavet en ordning, hvorefter der hvert år udskrives prisopgaver i et emne, som ligger inden for de områder, som Max Sørensen særligt forskede i. I den forbindelse opslås scholarstipendier til dygtige jurastuderende.

I år er emnet for prisopgaven: Beskyttelse af ytringsfriheden på europæisk plan

De, der opnår et stipendium, har ved Juridisk Institut adgang til kontor og IT samt vejledning svarende til det, man kan forvente i forbindelse med specialeskrivning. Man forventes at være til stede i forbindelse med udarbejdelse af prisopgaven, således at man kan indgå i et fagmiljø med de øvrige prisopgaveskrivere. Stipendiet udbetales i to rater i perioden 1. februar 2024 - 31. juli 2024. Der er adgang til kontor og IT fra efteråret 2023.    

Fristen for indlevering af besvarelse af prisopgaven er den 1. august 2024 kl. 12.00.

Universitetets regler for prisopgaver findes på adressen: Prisopgaver (au.dk)

Nærmere oplysninger om scholarstipendierne og arbejdet med prisopgaverne gives ved et informationsmøde, der afholdes torsdag den 7. september 2023 kl. 16.30, bygning 1412, lokale 431, eller fås ved henvendelse til lektor Ole Terkelsen. Interesserede kan desuden rette henvendelse til professor Louise Halleskov, lhs@law.au.dk, med henblik på en snak om mulige vinkler på emnet.

Kvalifikationskrav

Scholarstipendierne kan søges af ældre jurastuderende. Ansøgere, som har bestået den juridiske bacheloruddannelse, vil blive foretrukket.

Formalia

Ansøgning med karakterudskrift og CV, samt en beskrivelse af hvilke problemstillinger ansøger ønsker at fokusere på og begrundelsen herfor, sendes pr. e-mail til lektor Ole Terkelsen, olet@law.au.dk

Ansøgningsfrist

1. oktober 2023 kl. 12.00.

Ansøgningen mærkes med:

Max Sørensen Scholarship 2023-2024