Studenterforeninger

Studenterforeningen FAPIA

Hvad er FAPIA?

FAPIA er Foreningen Af Psykologistuderende I Aarhus. Vi er en forening med formålet at gøre studiet mere behageligt, bedre, lettere og federe for de psykologistuderende i Århus.

Vi sørger for at gøre informationer tilgængelige, så du kan følge med i, hvad der foregår på studiet. Vi giver økonomisk støtte til sociale og faglige arrangementer – hvis du er ved at lave et arrangement for psykologistuderende, kan du ansøge om støtte til dette. Det er desuden FAPIA, der har betalt for en stor del af indretningen i studenterrummet, inkl. de to fodboldborde, ligesom vi står for koordineringen de forskellige udvalg imellem og økonomisk støtte til disse. Vi har også en massageordning, så studerende kan booke en tid hos en massør på instutittet billigt.

FAPIA bor i bygning 1322, 2. etage, sammen med bl.a. bar/festudvalgene.

Hvordan bliver man medlem?

Medlemmer af FAPIA får rabat på kompendier, kurser, fester, massage og den årlige skitur. Man køber medlemsskab på FAPIA-kontoret (90 kr / halvt år, 125 kr / helt år), hvor du også kan købe studierelevante ting som materialer til indbinding, tilmelde dig til kurser, og meget mere.

Vil du være med i bestyrelsen?

FAPIA styres af FAPIA-bestyrelsen, som vælges på den årlige generalforsamling i marts måned. Hvis du overvejer at blive medlem af bestyrelsen, kan du kigge ind på FAPIA-kontoret og høre nærmere om, hvad der ligger i arbejdet. Bestyrelsen mødes en gang månedligt og arbejder med studiemiljøet, salg af materialer til studiet og meget meget mere. Det er spændende at være med, og hvis du er frisk på at give en hånd med, kan vi garantere at du får et meget bedre indblik i studiemiljøet på psykologisk instuttet – og det er fedt! Det er desuden bestyrelsen, som dagligt driver FAPIA-kontoret.

Kontakt: fapia@fapia.dk
Åbningstider: alle hverdage fra kl. 12.30 - 13.15 (dog med undtagelse af ferieperioder)

Fredagsbaren Kein Cortex

Hvad er Kein Cortex?

Baren står for fredagsbaren på psykologi hver fredag (så godt som i hvert fald) i perioderne september-december og februar-maj, samt ekstra barer ved store afleveringstidspunkter og lignende. Psykologernes fredagsbar er fremover i Samfundsfaglig Kantine, hver fredag kl. 15-18. Fester og lange fredagsbarer vil også være i Samfundsfaglig Kantine - har ofte forskellige temaer.

Du kan følge med i info om fredagsbar på facebook under Kein Cortex.

Barudvalget

I Kein Cortex er vi 18 medlemmer fordelt nogenlunde ligeligt mellem piger/kvinder og drenge/mænd. Meimei er p.t. formand.

Hvis du kunne tænke dig at være med i baren skal du udfylde et ansøgningsskema og lægge det i barens dueslag i bygning 1322, 2. etage. Ansøgningen finder du på fapia-kontoret også i 1322, 2. etage.

Kontakt: keincortex@gmail.com

Caféudvalget Hyggocampus

Hyggocampus er FAPIAs nyeste underudvalg. Navnet fortæller ret godt, hvad udvalget går ud på – nemlig at hygge! Hyggocampus opstod for at fremme det sociale på psykologisk institut, hvilket var meget efterspurgt på det til tider ensomme studie. Intentionen er, at man kan komme og hygge sig med dem man kender, men også møde nye mennesker på tværs af semestre og hold. Hyggocampus arrangerer derfor mindst to arrangementer pr. semester, der som oftest vil ligge på eftermiddage og aftner i hverdagene og hovedsageligt med kaffe og kage i stedet for øl og shots. Vi har bl.a. haft afholdt en bezzerwizzer-turnering, maleraften og julebanko og har masser af idéer til kommende arrangementer.

Udvalget består af ca. 15 medlemmer fra både kandidat- og bachelordelen. Til hvert arrangement bliver der valgt et underudvalg, der hovedsagelig står for praktiske til det enkelte arrangement, men alle hjælper selvfølgelig til. Vi afholder møde to-tre gange i løbet af et semester, og holder derudover sociale arrangementer bare for udvalget.

Vi søger løbende nye medlemmer, så aflever en ansøgning i vores dueslag i bygning 1322, 2. etage eller kontakt formanden Jenny, hvis du synes, det kunne være interessant at være med til at sætte præg på det sociale på PI!.

Kontakt

hyggocampus@fapia.dk

På vores facebookgruppe bliver der løbende orienteret om kommende arrangementer og lagt billeder ud fra tidligere begivenheder, så meld dig ind i den, hvis du vil holdes opdateret (søg på hyggecampus).

Festudvalget Fuld Fontex

Hvad er Fuld Fontex?

Festudvalget ved Psykologisk institut består af cirka 25 kreative, festglade, spontane og initiativrige studerende fra forskellige semestre. Ligesom i de andre udvalg er vores fornemmeste opgave at bidrage til det sociale liv på instituttet og give de studerende mulighed for at feste og hygge sig til fed musik, – endda til billige priser.

Vi arrangerer som regel fire store fester om året; herunder en temafest i februar, en sommerfest i juni, en semesterstartsfest i september og ikke mindst vores store julefest i december. Til alle fester vil der være enten DJ eller stort band. Til to af festerne arrangerer vi også spisning, så opgaverne varierer fra gang til gang. Af opgaver til festerne er blandt andet at bestille band/DJ, sælge billetter, handle ind, pynte op, stå i døren/baren til festen, samt ikke mindst den forpligtende oprydning, når festen er slut.

Du kan følge os på facebook under Fuld Fontex!

At være medlem

Det er vigtigt at værne om det sociale liv i festudvalget ved siden af festerne og de mange tilhørende arbejdsopgaver. Derfor har vi også internt i festudvalget forskellige festlige arrangementer, ligesom vi deltager i arrangementer på tværs af udvalgene og har visse traditioner. Så alt i alt består vi af en flok meget socialt engagerede studerende

Vi optager løbende nye medlemmer, men altid når en ny årgang begynder i september, så vi er sikre på, at der hele tiden er repræsentanter fra de forskellige årgange. Ansøgningsskemaerne finder man på FAPIA-kontoret, og disse lægges i dueslaget under Festudvalget.

Kontakt:

fuldfontex@fapia.dk

Studenterbladet Psyklen

Psyklen er de studerendes institutbladet på Psykologisk Institut. Det er for, af og til de studerende og alle andre, som har at gøre med eller er interesserede i Psykologisk institut.

Psyklen udkommer i semestermånederne – i alt 7 gange årligt – og udsendes til medlemmer og støttemedelemmer af FAPIA over internettet igennem issuu på issuu.com/psyklen (se også Fapia.dk og Psyklens facebook-side (www.facebook.com/psyklen)), men er også tilgængelig i trykt form og bliver fordelt på instituttet (læsesalen, ”Den lukkede”, auditoriet, kantinen og FAPIA-kontoret) og omdelt til alle ansatte ved instituttet.

Redaktionen bestræber sig på at lave et alsidigt og spændende blad, som rummer alt fra seriøse, informative artikler, scoops, stillingsannoncer, opdateringer, fantastiske finurligheder til farverige anmeldelser af barer og fester på Psykologisk Institut.

Vores mission er derfor at kunne bringe oplysende men også underholdende artikler med relevans for de studerende og andre, som er knyttede Psykologisk Institut.

På redaktionen er vi for tiden 14 medlemmer, hvoraf alle er frivillige studerende. Vi bidrager alle med noget forskelligt i forhold til, hvordan bladet tager form. Nogle laver layout, andre tager billeder, skriver forskellige former for artikler eller holder humøret højt, når der er tryk på op til deadline.

Vi mødes en gang månedligt lige efter en deadline, hvor vi gennemgår bladet, som lige er kommet fra trykken, og vi diskuterer og brainstormer muligheder og indslag for det kommende blad.

Udover at se redaktionens arbejde i Psyklen kan du møde os til diverse arrangementer, hvor vi står klar med vores kamera og en anmeldelse rumsterende i baghovedet.

Vi forsøger hele tiden at holde fingeren på pulsen, men mener du alligevel, at vi mangler at skrive om for eksempel et specielt emne eller en særlig begivenhed, modtager vi gerne forslag.

Du kan altid følge os på vores Facebook-side, som er at finde på dette link: www.facebook.com/psyklen, som løbende viser tråde, tanker om og udgivelser af bladet. Og man er altid velkommen til at skrive til vores Ansvarshavende redaktør, Karen Margrethe Kirketerp, på psyklen@gmail.com

Kursusgruppen

Hvad laver kursusgruppen?

Kursusgruppen har til formål at arrangere kurser og foredrag for de studerende oftest omhandlende emner, som ellers ikke bliver synderligt berørt på studiet. Arrangementerne har til formål at introducere deltagerne for forskellige arbejdsområder og metoder indenfor den psykologiske profession, både på et teoretisk men især på et praktisk anvendt niveau. Kursusgruppens arrangementer er således et godt supplement til en ellers særdeles teoretisk uddannelse, fordi der er regulære muligheder for at tilegne sig praktiske erfaringer. Kurserne finansieres hovedsageligt gennem deltagerbetaling, hvorimod der tilstræbes gratis adgang til foredragene. Der udstedes kursusbevis ved deltagelse på kurserne.

Kurserne

Kursusgruppen udgiver ved hver semesterstart en folder hvor det kommende semesters kurser og foredrag præsenteres. Ligeledes er programmet tilgængeligt i elektronisk udgave på FAPIA´s hjemmeside. Endvidere forsøges arrangementerne så vidt muligt annonceret i Psyklen, og på storskærmene i studiemiljøet, samt opslag rundt omkring på instituttet og via flyers. Endelig bliver det nye program ved hver semesterstart præsenteret på de respektive forelæsninger.

Tilmelding

Man tilmelder sig til et kursus ved at møde personligt op på Fapia kontoret, den dag kursustilmeldingen starter og betaler for kurset med det samme. Datoen er annonceret under det specifikke kursus i kursusfolderen. Det er selvfølgelig også muligt at tilmelde sig de efterfølgende dage, i så fald der er flere pladser. Husk studiekort OG indskrivningsbekræftigelse.

Hvis du er fjernstuderende (eller forhindret i at møde op personligt) SE HER:

Du kan godt tilmelde dig et kursus uden at møde personligt op. En anden person kan så møde op i dit sted. Du skal blot give en anden en fuldmagt til at tilmelde dig kurset. Desuden skal dit studiekort og indskrivningsbekræftigelse medbringes. BEMÆRK dog: vælg helst en stedfortræder, som ikke selv skal tilmeldes kurset, da man kun kan tilmelde sig selv eller en anden pr. betjening. Dvs. skal din stedfortræder også tilmeldes kurset, må han/hun gå om bag i køen igen, efter vedkommende har tilmeldt dig!

Kursusgruppen har ca. 10 medlemmer.

Kontakt

kursusgruppen@fapia.dk

Ad-Hoc udvalg

Ad Hoc-udvalg og bliver dannet fra år til år for følgende begivenheder:

  • Juleshow
  • Psykologisk Sommerlejr
  • FAPIAs Skitursudvalg
  • Kontakt til disse kan formidles gennem FAPIA: fapia@fapia.dk

Andre udvalg

Udover disse eksisterer følgende udvalg ved PI:

Psyk-Bandet

Smøringsudvalget

Studentersektionen ved Dansk Psykologforening (dps)

Kontakt til disse kan formidles gennem FAPIA: fapia@fapia.dk