Særlige vilkår til eksamen

Af praktiske hensyn og for at kunne tilbyde de mest hensigtsmæssige eksamensvilkår, skal du ansøge om dispensation til hver enkelt eksamen, hvor du ønsker at opnå dispensation til særlige eksamensvilkår.

Dispensation på baggrund af kroniske lidelser
Hvis du har en kronisk lidelse af somatisk og/eller psykisk art skal, kan du anvende den samme lægeerklæring til alle dine ansøgninger om dispensation til særlige eksamensvilkår. Det skal fremgå eksplicit af din lægeerklæring, at der er tale om en kronisk lidelse. 

Dispensation på baggrund af dysleksi
Har du dysleksi, kan du søge om forlænget tid til eksamen og brug af it-kompenserende hjælpemidler. I forbindelse med din ansøgning kan du vedhæfte en udtalelse fra Rådgivnings- og støttecentret eller andet, der dokumenterer din dysleksi. 

Studienævnets praksis for tildeling af ekstra tid til eksamen

  • Skriftlig stedprøve: Der gives normalt forlængelse af eksamenstiden med op til 25% samt brug af særlige hjælpemidler.
  • 7 timers eksamen: Der gives normalt en udvidelse af svartiden til 9 timer.
  • Ugeeksamen: Der gives normalt 2 dage ekstra til besvarelse af eksamensopgaven.
  • 4 dagseksamen: Der gives normalt en udvidelse af svartiden på 25%.

Eneforsørgere under særlige omstændigheder
Som udgangspunkt gives der ikke dispensation til ekstra tid eksamen på grund af børn. Undtagelsen er studerende, som er eneforsørgere under særlige omstændigheder for børn til og med 3 år. Ved ”eneforsørger under særlige omstændigheder” forstås, at den studerende ikke har en samlever/ægtefælle på samme adresse og ikke har et netværk (samlever, den anden forælder til barnet/børnene, nære pårørende, venner), der kan træde hjælpende til med pasning af børnene i tiden fra påbegyndelse til afslutning af den pågældende eksamen.

Hvis du ønsker at søge om dispensation til ekstra tid til eksamen efter ovenstående retningslinier skal det fremgå af din ansøgning, at du er eneforsørger under særlige omstændigheder efter ovenstående definition. Din underskrift på ansøgningen fungerer som en tro- og love erklæring om, at ansøgningsoplysninger er korrekte. 

Dansk som andetsprog 
Der er i Studienævnet ikke praksis for at tildele forlænget tid til eksamen på baggrund af dansk som andetsprog. 

Studerende, der ikke har dansk som modersmål, kan søge om tilladelse til at medbringe ordbøger til stedprøver. I ansøgningen skal oplyses nøjagtig, hvilke ordbøger, det drejer sig om.

Sådan søger du dispensation

Du søger via skemaet på Selvbetjeningen. Du finder skemaet under ’Ansøgninger’. Der er følgende krav til din ansøgning:

  • Skriv tydeligt hvilke(n) regel(er), du ønsker dispensation fra.
  • Forklar hvad du ønsker at få dispensation til at kunne gøre (f.eks. at få et ekstra eksamensforsøg, for sen tilmelding til eksamen mv.)
  • Redegør for hvilke omstændigheder du mener, berettiger dig til at opnå dispensationen. Du kan vedlægge eller eftersende dokumentation.

Ansøgningen om dispensation behandles af det studienævn, der er ansvarlig for din centrale uddannelse (der hvor du er indskrevet som enten bachelor eller kandidatstuderende). Hvis skal du eftersende dokumentation til din dispensationsansøgning, skal du sende den til dispensationsansogninger.bss@au.dk eller pr. post til: Aarhus BSS Student Services, Tåsingegade 3, Byg. 1443, 8000 Aarhus C.

Du kan altid henvende dig ved Studievejledningen, hvis du har spørgsmål til din dispensationsansøgning.