Danmarks forskerspirer kommer til Aarhus Universitet

Torsdag og fredag mødes gymnasieelever fra hele landet i Aarhus for at prøve kræfter med forskningen på et universitet. Det sker, når Aarhus Universitet er vært for et stort seminar i den landsdækkende Forskerspirer-konkurrence.

Signe Andersen vandt forskerspirerkonkurrencen i 2010, og hun læser i dag statskundskab på Aarhus Universitet. For hende var konkurrencen et klart springbræt til den akademiske verden. Foto: Anders Trærup / AU Kommunikation.

Hvordan påvirker alkoholisme børns opvækst? Kan musik øge koncentrationsevnen? Hvad sker der i hjernen, når vi bliver afhængige af sukker?
Det er bare tre af de 205 projekter, som gymnasieelever har indsendt til den landsdækkende Forskerspirer-konkurrence.
Torsdag og fredag den 5-6. september mødes spirerne på Aarhus Universitet til 24 timers intensivt crash-kursus i den akademiske verden, så de er klar til at aflevere deres endelig synopsis til juryen sidst i oktober. De fire elever, der til sidst vinder konkurrencen i december i hver deres kategori, får så efterfølgende økonomisk mulighed for at gennemføre deres forskningsprojekt.

Sendes hjem med gejst

Derfor står der noget på spil for gymnasieeleverne, og en af de aarhusianske Forskerspirer-koordinatorer, June Holst, forventer da også, at eleverne vil møde topmotiverede op til seminaret på Aarhus Universitet.
”Det er lige nu, slutspurten går ind med forskerspirernes synopser frem mod afleveringsfristen. Derfor håber vi at sende deltagerne hjem fredag eftermiddag med ny viden, stor gejst og ikke mindst en lidt bedre fornemmelse af, hvordan forskningen foregår på et universitet. For det er jo i virkeligheden noget af det, der er formålet med hele Forskerspirer-projektet,” siger June Holst.

Tidligere vinder tager imod

En af dem der tager imod dette års forskerspirer, når de gæster Aarhus Universitet, er Signe Andersen. Hun vandt den landsdækkende Forskerspirer-konkurrence i kategorien ”samfundsvidenskab” i 2010, mens hun stadig gik i gymnasiet i Holstebro. Signe Andersen læser I dag statskundskab på Aarhus Universitet og fortæller, at Forskerspirer-konkurrencen for hende var et klart springbræt til den akademiske verden.

”Konkurrencen gav mig lyst til at fordybe mig mere i forskningen. Mit forskningsprojekt handlede om, hvordan udkantsområder bliver styrket i andre lande, og hvad vi kan lære af det i Danmark, og min forsker-kontaktperson på Aarhus Universitet hjalp mig helt vildt meget med hans internationale netværk.  Det betød, at jeg efter sejren blandt andet tog på en forskningstur til Tromsø, hvor jeg fik mit eget kontor sammen forskerne på universitetet. Det var en stor oplevelse,” siger Signe Andersen. 

Kan bruges på universitetet

Den tidligere Forskerspirer-vinder fortæller, at konkurrencen er én af dem, hvor det handler om at være med – og ikke om at vinde.
”Selvfølgelig var det en stor oplevelse at udføre mit projekt og planlægge en forskningstur. Men i virkeligheden føltes det som en større sejr at aflevere synopsen end at vinde konkurrencen. Jeg lærte noget om selvdisciplin, for det krævede det at arbejde med projektet, selvom lektierne og afleveringerne også skulle laves. Jeg lærte selv at finde information i stedet for bare at få teksterne serveret af læreren. I virkeligheden lærte jeg mange af de ting, jeg senere skulle bruge på universitetet,” siger hun.




Fakta: Om Forsker-spirer-seminaret i Aarhus

Forskerspirer-deltagerne fra hele landet mødes den 5.-6. september til et seminar på Aarhus Universitet, hvor de blandt andet skal lære om forskningsplanlægning, akademisk skrivning og ikke mindst netværke og diskutere deres projekter med hinanden. Spirerne ankommer torsdag klokken 15 og tager af sted igen fredag klokken 16. Se hele programmet


 

Fakta: Om Projekt Forskerspirer

Projekt Forskerspirer er en konkurrence, der løber over et år. I slutningen af oktober afleverer forskerspirerne en synopsis til et forskningsprojekt. En dommerkomité udvælger de tre bedste projekter inden for hver af kategorierne: Humaniora, Naturvidenskab, Samfundsvidenskab og Sundhedsvidenskab.

De 12 nominerede projekter præsenteres ved en festlighed i december. Her bliver en vinder i hver af de fire kategorier kåret som årets forskerspire. Vinderne kåres på skift af undervisnings- og uddannelsesministeren, og de modtager hver 20.000 kroner til at udføre deres projekt. 

Alle universiteter i Danmark er med i Projekt Forskerspirer, og Københavns Universitet er sekretariat for arrangementet. Du kan finde en detaljeret beskrivelse af projektet på Københavns Universitets hjemmeside.