Faglig Dag båret af professionalisme

Arrangørerne af Faglig Dag på Statskundskab havde gjort deres ypperste for at gøre arrangementet professionelt. Det lykkedes - godt hjulpet af rullende kameraer, layoutede indbydelser og velpolerede Audier.

Foto: Roar Paaske, AU Kommunikation

Faglig Dag er en årligt tilbagevendende tradition på Statskundskab, som arrangeres af Politologisk Forening og Statsrådet. I år stod fem drenge, Ayham Al Maleh, Ulrik Nørgaard Rønsbo, Morten Nygaard Christensen, Anders Lauritzen og Mathias Bornæs bag arrangementet, der nyder stor opbakning fra de studerende på instituttet. Bagmændene blev hurtigt enige om, at Faglig Dag skulle angribes på en professionel måde. Så da oplægsholderne skulle inviteres, modtog de layoutede indbydelser med indhold omhyggeligt målrettet den enkelte.

- Det har helt sikkert betydet noget, at vi har haft så meget fokus på detaljen. Jeg tror, at mange er blevet imponerede, så de har fået endnu mere lyst til at komme, siger Ayham Al Maleh.

Opfølgning på aftaler

 

I år var temaet for Faglig Dag ”Et nyt Mellemøsten – Det Arabiske Forår” – et emne, som var uundgåeligt i arrangørernes øjne. Emnet blev brugt som afsæt for at hente oplægsholdere ind fra udlandet, som de studerende normalt ikke støder ind i på Statskundskab – for eksempel en yemenitisk blogger og en tidligere Al Jazeera-journalist. I planlægningsfasen har arrangørerne haft rigtig gode erfaringer med at kontakte oplægsholderne med jævne mellemrum for at holde dem til ilden.

- Det var vigtigt, at vi fortalte vores oplægsholdere, hvornår de blev kontaktet igen. Vi brugte en tidsplan til at holde styr på, hvornår alting skulle ske. Det har hjulpet os rigtig meget, siger Ulrik Nørgaard Rønsbo.

Alt klappede på dagen

 

Der var nok at holde styr på for styringsgruppen i løbet af Faglig Dag. De havde valgt, at hele arrangementet skulle optages på video for første gang nogensinde. Foruden videooptagelsen skulle de blandt andet også sørge for, at oplægsholderne blev hentet af de biler, Audi havde sponsoreret til dagen. De mange udfordringer til trods fik de enderne til at mødes.

- Overordnet er det gået rigtig godt. Alting klappede på dagen, og vi stødte ikke ind i problemer, vi ikke kunne løse i løbet af arrangementet, siger Ayham Al Maleh, der understreger, at det ikke kunne have ladet sig gøre uden de 30 frivillige statskundskabsstuderende, der hjalp til under Faglig Dag.