Sådan spotter du en phishingmail

Du tænker måske, phishingmail, det er jo, når den eneste slægtning til den afdøde konge af Nigeria skriver i en mail og fortæller, at han har arvet 63 millioner dollars og skal bruge en sikker konto til at placere dem på. Naturligvis vil du modtage et beskedent beløb på 20% for at stille din konto til rådighed!

Men kan du altid spotte en phishingmail? Sagen er, at phishingmails i dag er så udspekulerede, at det kan være meget svært at afgøre, om de faktisk kommer fra AU, SKAT eller andre offentlige institutioner. Derfor skal du som studerende være ekstra opmærksom på dine mails. 


Typiske kendetegn ved en phishingmail

  • Opfordringer til at handle nu. Fx for at din konto ikke bliver lukket, penge bliver trukket fra din konto eller lignende.
  • Opfordringer til at videregive fortrolige oplysninger via link i mailen eller svar på mailen. Fx brugernavn og password. 
  • Opfordringer til at åbne vedhæftede filer.
  • Links, der ser officielle eller velkendte ud, men ved ’mouse over’ afslører, at de fører et andet sted hen.
  • Afsenderadresse, der ved nærmere eftersyn, ikke er officiel. Fx Aarhus University <aarhusuniversity12@gmail.com>

Hvis du er i tvivl, om en mail er et forsøg på phishing, skal du kontakte din lokale IT-support - og du skal endelig ikke klikke på mailens links eller vedhæftninger.

Hvis du er 'gået i fælden'

Hvis uheldet er ude, og du er kommet til at klikke på et link i en phishingmail og har videregivet følsomme personoplysninger, eller du har åbnet en vedhæftet fil i en phishingmail, skal du kontakte din lokale IT-support med det samme, så vi kan begrænse skaden og rette op på problemet hurtigst muligt.