Martin Mosegaard, kandidat i datalogi, konsulent hos Trifork

 

Martin Mosegaard

Martin arbejder som konsulent i den århusianske softwarevirksomhed Trifork. Her bliver han udstationeret hos kunderne i længere tid, hvor han både hjælper med at udvikle teknologi og uddanne personalet. Det kræver både tekniske og formidlingsmæssige kompetencer.

Interessen for computere havde han allerede som barn, og konfirmationspengene blev brugt på en amiga:

”Jeg gik sågar på amiga-kursus i ungdomsskolen”, griner han. Selvom nutidens mobiltelefoner slår amigaen med flere længder, hvad angår computerkraft og funktionalitet, kunne Martin sagtens se mulighederne:

”Jeg var vild med at spille på den, men jeg blev hurtigt nysgerrig på, hvad der fik den til at virke – hvad det var for software, der lå bag. Det gik op for mig, at den kunne bruges til meget, meget mere.”

Formidling som motivation

Men det var ikke bare teknisk nysgerrighed, der fik Martin til at vælge datalogi. Det var også interessen for at formidle. Halvandet år som telefonsupporter i London gav ham en stor erfaring med at få folk til at forstå og bruge teknologi. Og som militærnægter blev han teknisk alt-mulig-mand for lægerne på en afdeling på Kommunehospitalet. Kodeordet for den gode formidling er indsigt:

”Det gik op for mig, at man skal sætte sig i folks sted og pejle sig ind på deres situation, uanset om de er læger, private brugere eller it-ansatte. Ellers kan man ikke omsætte viden til noget, der er anvendeligt for dem”, fortæller Martin.

Indsigt i helt nye verdener

Som ansat i Trifork har Martin god brug for sin pædagogiske erfaring. Han bliver udstationeret hos forskellige kunder, hvor han sidder i mange måneder. Hans arbejde består både i at udvikle systemer og uddanne kundens faste it-personale. For tiden sidder han i en bank og hjælper dem med at lave et sagsbehandlingssystem, der passer præcis til deres behov:

”Jeg synes, det er en enorm tilfredsstillelse at skabe noget, som folk virkelig kan bruge til noget, og som løser reelle problemer i deres hverdag,” fortæller Martin og tilføjer: ”Og så er det et stort privilegium at få lov at komme ud og arbejde så tæt sammen med andre folk og faggrupper. Nu ved jeg f.eks. en hel masse om bankverdenen. Det kan jo blive nyttigt, når jeg skal forhandle rente næste gang”, griner han.

Balance mellem arbejdsliv og fritid

For Martin er det afgørende, at arbejdet ikke tager alt for meget over. Han prioriterer løbetræning, gode bøger, ro og samvær med kæresten meget højt. Derfor har det været en positiv overraskelse at finde ud af, at stress og it ikke nødvendigvis er synonyme:

”På studiet hørte vi hele tiden om stress og overarbejde i it-branchen. Men jeg er heldigvis havnet i en virksomhed, hvor det er helt i orden, at man holder arbejdstiden på 37,5 time om ugen. På den måde forbliver jeg en ustresset og glad medarbejder. Og fritid får jeg virkelig brug for, når jeg snart skal til at sætte vores nye hus, et nedlagt landbrug, i stand”, tilføjer Martin, der også har bryllup i kalenderen denne sommer.