Kari Tanderup, har studeret fysik, matematik og kunsthistorie, hospitalsfysiker

Glæden ved det meningsfyldte

Kari Tanderup
Kari Tanderup
Strålebehandling ved elektronaccelerator på Århus Sygehus

Hvorfor skal jeg læse fysik?

Kender du glæden ved at lade dig opsluge af at løse et vanskeligt problem og mærke veltilfredsheden, når tingene endelig er gået op? Så er der måske også gemt en fysiker i dig. Lysten og evnen til at løse analytiske problemer var min drivkraft under fysikstudiet. Ligesom jeg, vil du kunne opleve, at når du har gennemgået din fysikuddannelse, er dine evner blevet skærpet, og du har erhvervet dig en bred vifte af egenskaber, som kvalificerer dig til at komme videre i mange forskellige retninger.

Som nyuddannet fysikkandidat fra Aarhus Universitet valgte jeg at søge job inden for hospitalsvæsenet, og jeg fik job ved Århus Kommunehospital på kræftafdelingen. En del kræftpatienter får strålebehandling, og det er her mine evner som fysiker kommer ind i billedet. En fysiker ved noget om, hvordan stråler opfører sig og kan lave beregninger og målinger af stråledoser. I denne boldgade er der rig mulighed for at udfolde sine evner inden for både teori og praksis. Ydermere er vores strålebehandlingsafdeling på hospitalet højteknologisk med avanceret udstyr og it.

Job med mening

Kombinationen af patienter og teknologi er udfordrende, fordi mennesker nu engang er forskellige. Hver enkelt patient skal have en optimal strålebehandling, og her har jeg som fysiker brug for mine evner til at gennemskue, vurdere og løse problemer.

Mit arbejde byder også på spændende forskning og udvikling af nye og bedre behandlingsmetoder i samarbejde med andre fag-grupper. Det er en stor udfording at være en del af et team, der arbejder på at komme patienter til gode - nu og her og i fremtiden. Det er et job som giver mening.