Else Marie Gejl, kandidat i matematik, programmør i softwarefirmaet Ressource

Else Marie GejlTrængte til nye udfordringer

- Som nyuddannet kandidat i matematik fik jeg hurtigt job som gymnasielærer på et gammelt, traditionsrigt gymnasium. Her blev jeg i fire år, hvorefter jeg skiftede branche og blev softwareudvikler. Jeg holdt meget af at undervise og syntes, at formidling er en vigtig og indholdsrig opgave, men jeg fik efterhånden lyst til at prøve kræfter med noget nyt. Selvom der er store udfordringer i lærerrollen, begyndte jeg efter nogen tid at savne min studietid en smule. Jeg trængte til igen at udvikle mine egne evner frem for andres.

Fra undervisning til programmering

- Nu programmerer jeg for et software engineering-firma, der hedder Ressource. Egentligt søgte jeg et job, der typisk varetages af dataloger, men jeg erfarede, at det ofte er den matematiske tankegang, der efterspørges, når der ansættes folk i denne branche. Evnen til at tilegne sig ny teknologisk viden og ræsonnere logisk er mindst ligeså vigtig som besiddelsen af konkrete færdigheder.

Matematikstudiet gav ballast

- Det er kun en lille del af mine arbejdsopgaver, der har direkte med matematik at gøre, men arbejdsformen minder på mange måder om matematisk problemløsning, idet jeg opbygger logiske strukturer og samarbejder med kolleger om at få overblik og nå et fastlagt mål. Når udfordringerne er store og analytisk krævende, er jeg glad for den ballast, matematikstudiet har givet mig.

 

Else Marie har siden skiftet job og arbejder nu som gymnasielærer på Marselisborg Gymnasium i Århus