Aarhus Universitet evakuerer to bygninger i Universitetsparken i Aarhus

Søauditorierne og Samfundsfaglig Kantine i Universitetsparken i Aarhus er lukket.

Kl. 15.25:

Evakueringen af AU-bygningerne er nu ophævet og politiet oplyser, at det er sikkert at opholde sig i de pågældende bygninger.

---

Kl. 13.15

Politiets eksperter er stadig i fuld gang med at undersøge Samfundsfaglig kantine og Søauditoriet for eventuelle årsager til de symptomer, som en række personer har oplevet. Undersøgelserne forventes at være i gang dagen ud. Derfor vil der hverken være undervisning, foredrag eller kantinedrift i de to bygninger resten af dagen.

Aktiviteter i de øvrige bygninger i Universitetsparken kan afvikles som planlagt.

Det henstilles fortsat til, at alle følger politiets anvisninger og afspærringer på stedet.

---

Kl. 11.15:

Østjyllands Politi præciserer nu, hvilke bygninger, der er er afspærret. Det drejer sig om et område fra Samfundsfaglig kantine (bygning 1320) i nord til Søauditoriet i syd (bygning 1250).

Studerende, der bor i kollegiebygningerne imellem de to bygninger, må gerne opholde sig i deres hjem. Der er dog afspærret rundt om, så man ikke ville kunne komme til og fra kollegiebygningerne p.t., skriver politiet i en pressemeddelelse.

Eksperter fra Center for Biosikring og Bioberedskab og Beredskabsstyrelsens Hazmat og skal nu undersøge området nærmere for at se, om de kan finde en mulig årsag til borgernes reaktioner. 

Studerende og ansatte på universitetet er blevet bedt om ikke at møde ind i de to bygninger i Universitetsparken. 

”Der er ingen, der er kommet noget alvorligt til, og det tyder heldigvis på, at dem, der er berørt, har fået milde symptomer. Men da vi ikke kan udelukke, at der har været en eller anden form for kemisk reaktion, så tager vi selvfølgelig situationen alvorligt og har foretaget afspærring. Nu skal eksperterne gennemgå området nærmere, og det kommer formentligt til at tage lidt tid, inden de er færdige,” siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi.

Læs hele pressemeddelelsen hos Østjyllands Politi

---

Opdatering kl. 10.25

Østjyllands Politi har her til morgen den 22. oktober lukket Søauditorierne og Samfundsfaglig Kantine (bygning 1250 og 1320) samt veje og stisystemer rundt om bygningerne i Aarhus. Det sker efter, at personer efter ophold i disse bygninger har fået ubehag med samme symptomer.

Politiet undersøger i øjeblikket området.

De studerende får direkte besked.

Politiet oplyser, at de fortsat arbejder på stedet med øvrige relevante myndigheder og fortsat undersøger området nærmere. Følg politiets anvisninger og afspærringer. Symptomerne hos en gruppe personer, der har følt ubehag, er kløe på huden og svien i øjnene.

Der har tidligere været forlydner om, at et symptom også er vejrtrækningsproblemer. Det er ikke tilfældet.

Opdateres.

Pressekontakt

Sys Christina Vestergaard

Kommunikations- og pressechef

 2367 0012