AU bakker op om Uniform på jobbet-dag

Er du reservist i Forsvaret, frivillig i Hjemmeværnet eller har en anden grund til at bære uniform, må du gøre det på Aarhus Universitet til den første danske Uniform på jobbet-dag den 27. september.

Lotte Bøgh Andersen er - udover at være professor ved Institut for Statskundskab og leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse - kaptajn af Reserven ved Ingeniørregimentet. Det sker at rollerne overlapper, når hun tager direkte fra AU-job til opgave som reservist. Foto: Privat

Lotte Bøgh Andersen, professor ved Statskundskab og leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, ved allerede nu, hvad hun skal have på den sidste onsdag i september. Nemlig sin grønne militæruniform, som hun trækker i, når hun er i aktion som kaptajn af Reserven ved Ingeniørregimentet.

Normalt adskiller hun sine to karrierespor – den civile på universitetet og sin militære som reservist ved Forsvaret – men d. 27. september flettes de sammen. Det sker på den første danske Uniform på jobbet-dag, som forsvarets organisation InterForce står bag, og som AU støtter op om.

”Jeg er megastolt over at arbejde et sted, som slutter op om denne dag, og jeg er utrolig glad for det skulderklap, som Aarhus Universitet på denne måde giver ansatte og studerende, der trækker i uniform, når der er brug for dem”, siger Lotte Bøgh Andersen.

Hun er på dagen vært ved et arrangement på Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, hvor studerende og medarbejdere fra hele Aarhus Universitet er velkomne til oplæg om den nyeste forskning i ledelse på forsvarsområdet og til diskussion om forsvarets rolle i samfundet.
Ved arrangementet vil der også være besøg af Forsvarets top i form af Susanne Bach Lausten, som er generallæge hos Forsvarets Sanitetskommando. 

Skifter på kontoret

Lotte Bøgh Andersen var ansat i Forsvaret i starten af 1990’erne og havde rang af premierløjtnant, da hun startede på statskundskabsstudiet. Hun har siden haft en rådighedskontrakt med Forsvaret. De fleste kolleger kender hendes virke i Reservestyrken, da det sker, at hun forlader kontoret omklædt i den grønne uniform for at tage videre på en reservist-opgave. Eksempelvis på Aarhus Havn, der aktuelt modtager amerikansk militært udstyr, der skal videre til NATO-operationer i Europa.  

”Når jeg i uniform møder studerende og kolleger, er de ofte nysgerrige og interesserede i min funktion som kaptajn i Reserven, og jeg vil hellere end gerne fortælle for at skabe synlighed og forståelse for reservistopgaverne. Men jeg er langtfra den eneste, så jeg vil opfordre til, at alle medarbejdere og studerende som er del af Reservestyrken, vil følge trop på Uniform på jobbet-dagen”. 

Markering af Uniform på jobbet-dag finder sted onsdag d. 27. september kl. 11.15-12.00 i bygning 1340/ Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse i Aarhus. Tilmeldingsfrist 21. september til eh@ps.au.dk.

Se programmet her. 

 

Fakta:

Uniform på jobbet-dagen bliver en fast dag om året, hvor reservister og frivillige i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten kan tage deres uniform på på job eller studiet.

I Danmark er der ca. 3.000 reservister, der har en rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Hjemmeværnet har ca. 43.000 frivillige, hvoraf ca. 13.000 er aktive. Der er ca. 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen og ca. 200 frivillige i Kystredningstjenesten.

Kilde: Interforce