AU-studerende byder på kluddermutter og toiletroulette på NorthSide

Sjove toiletoplevelser, lege fra din barndom og en skriftestol for de frivillige – det er nogle af de oplevelser, som man kan få på NorthSide udover de musikalske. Mød nogle af dine medstuderende fra Aarhus Universitet, der står bag en række nye events, som skal gøre festivalen endnu festligere. Eller følg dem på #yourniversity på de sociale medier.

Studerende fra Aarhus Universitet inviterer Northside-gæster til leg og løb
Fire studerende fra faget begivenhedskultur på Aarhus Universitet har udviklet en pop-up legeplads til NorthSide, hvor publikum inviteres til lege, man kender fra sin barndom bl.a. kluddermutter og trillebør-løb. Fra venstre ses Isabella Hvid Frederiksen, Dagmar M. Petersen, Mikael Andersen og Katrine Sivesgaard. Foto: Anders Trærup, AU Kommunikation

NorthSide er ikke bare musik. Der er også nye oplevelser i vente imellem koncerterne for de 35.000, som gæster festivalen i weekenden. I samarbejde med NorthSide har studerende fra Aarhus Universitet udviklet en række events, som skal bidrage til, at også tiden ind imellem koncerterne bliver oplevelsesrig.

En af oplevelserne finder man på toiletterne. Normalt ikke de besøg man glæder sig mest til, når man er på festival. Men det bliver anderledes på NorthSide. I år kan man bl.a. kan lade vandet i selskab med John Travolta i et Pulp Fiction-univers, være midt i Paradise Hotel, have udsigt over storbyens skyline eller befinde sig i en bar. Men kun hvis man er heldig. Ti tilfældige toiletter er udsmykkede med forskellige temaer – hvilke af toiletterne, viser sig først, når man åbner døren.

Også rundt på pladsen er der nye oplevelser. Her flytter en ”lege-firkant” sig rundt, hvor man kan være med til gode gamle offline-lege, som man kender fra sin barndom – bl.a. kluddermutter, sjipning, trillebør-løb og kæmpe-Mikado. Lige til at gå til, så alle kan være med. En anden event er maskinen ”Grab A Tweet”, der kvitterer med slik, hvis man sender et tweet til den. Den kan også spytte tweets ud som klistermærker, som man kan klistre på sig selv eller hinanden. Eventen er udviklet af tidligere studerende fra Aarhus Universitet.

Som relativ ny festival er NorthSide stadig i gang med at finde sit særlige kendetegn. Til det har de studerende valgt at involvere de frivillige, som har mulighed for at give et bud på, hvad der er specielt ved at være NorthSider i en såkaldt ”Confession box”. Trods navnet bliver det i en hyggelig atmosfære, hvor de frivilliges udtalelser optages på video til inspiration for andre NorthSidere og nye frivillige.

 

Win-win for studerende og festival
De forskellige events er udarbejdet som en del af undervisningen på Aarhus Universitet i faget begivenhedskultur. Når festivalen starter, er det kulminationen på et projekt om eventteori- og idéudvikling i praksis.

”Det har været rigtigt godt at se, at teorien kan bruges i praksis. Det giver klart noget andet til studiet at arbejde med en virksomhed – vi får en fornemmelse af, hvad det er, vi kan. Og vi er meget spændte på, hvordan vores event bliver modtaget af NorthSide-publikummet,” fortæller Marie Mellerup, som er en af ophavsmændene til ”Piss’ Godt”-eventen og til daglig læser antropologi. Hun har fulgt faget som en del af sin suppleringsuddannelse.

Britta Timm Knudsen, som er lektor på Aarhus Universitet og har undervist de studerende, er også begejstret:

”De studerende får afprøvet deres faglighed i et virkeligt felt og lærer at samarbejde med en ekstern interessent. Samtidig har NorthSide været rigtig gode til at give de studerende feedback, så alle har lært meget af det. Det er en god øvelse, som vi meget gerne vil gentage, og vi kan da også se på vores evalueringer af undervisningen, at de studerende er vilde med det”.

Store ambitioner kræver innovative partnere
Det er tredje gang, at NorthSide og Aarhus Universitet arbejder sammen om tiltag på den hurtigtvoksende festival. Også hos NorthSide er der et ønske om, at det samarbejde skal fortsætte.

”Vi har et ønske om at skubbe til den måde, man laver festival på, og det kræver at man allierer sig med innovative partnere. Vi ser et stort potentiale i at skabe et langvarigt samarbejde med Aarhus Universitet bygget op om undervisningsforløb, hvor NorthSide er casen, som giver de studerende mulighed for at afprøve idéer og tanker på et virkeligt projekt,” siger Anne Jensen, Head of Online Communication & Green Initiatives hos NorthSide.



Fakta om events
Piss’ Godt
Toilet-roulette med mulighed for en toiletoplevelse ud over det sædvanlige på udvalgte toiletter, hvor der er gjort noget særligt ud af indretningen og udsmykningen. Prøv lykken og stil dig i kø.

Legefirkanten
En pop-up legeplads, der bevæger sig rundt på NorthSide, og inviterer til hygge og lege kendt fra barndommen som f.eks. kluddermutter, tovtrækning, sjipning, trillebør-løb og Kæmpe-Mikado.

Grab A Tweet
Send et tweet med #yourniversity og #NS14 til maskinen og bliv belønnet med slik af maskinen.

Confession Box
Kun for frivillige. Fortæl om, hvordan det er at være NorthSider og vær med til at definere NorthSides identitet.



Yderligere oplysninger

Lykke Ankersen, projektleder for samarbejde med AU og NorthSide
Mobil: 2899 2345
la@au.dk

Caspar Sørensen, projektleder for samarbejde med AU og NorthSide
Mobil: 3069 8898
caspar@au.dk