AU-studerende kvalificerer sig til Circle U Challenge-finalen

Et hold med tre AU-studerende tog sejren i delfinalen af Circle U-alliancens case competition. Deres vinderkoncept skal få flere aarhusianere til at spise grønt – og i 2023 skal det præsenteres ved finalen i Beograd.

Screenshot fra finalen med juryen og det vindende hold

Når borgerne i Gotham har brug for hjælp, så tænder de en stærk projektør, som oplyser nattehimlen med Batmans bevingede varemærke.

Det vides ikke, om Aarhus Kommune på noget tidspunkt har tændt en projektør med Circle U’s logo. Men kommunen takkede i hvert fald ja til at bidrage, da universitetsalliancen tidligere i år var på jagt efter problemer, som de studerende kunne kaste sig over i den internationale case competition, Circle U. Challenge.

Opgaven fra kommunen lød på at levere en model for, hvordan man kan motivere borgerne til at spise grønnere og dermed bidrage til ambitionen om at opnå CO2-neutralitet i 2030.

Et globalt deltagerfelt på Zoom

”Vi endte ud med et bredt felt på 26 studerende fra seks af alliancens universiteter. De fordelte sig på syv hold, som virkelig gik til opgaven med krum hals. Over en måneds tid har de udviklet nogle virkelig gode koncepter, som de pitchede med stor energi”, fortæller projektleder Merethe Kruse, der også fungerede som ordstyrer, da holdene præsenterede deres ideer for juryen.

Det skete formelt set ved et arrangement i AU’s iværksættermiljø, The Kitchen. I realiteten foregik det meste dog via en online-forbindelse, eftersom deltagerne befandt sig vidt forskellige steder på kloden.

”Det har nok været et benspænd på nogle måder, at alt er foregået digitalt. Men jeg vil snarere sige, at forløbet har givet de studerende konkrete erfaringer med at samarbejde online og gennemføre en kreativ proces på tværs af fagdiscipliner og landegrænser. Det er ikke svært at se, hvordan det kan være nyttigt for deres videre karriere”, siger Merethe Kruse.

Psykologi, agrobiologi og økonomi viser den grønne vej

De tre vindere peger også på det tværfaglige aspekt som noget af det mest givende ved opgaven:

”Det har været virkelig spændende at omsætte min viden om psykologi til en praktisk problemstilling i forhold til at ændre folks adfærd. Og så har det givet helt vildt meget at arbejde tværfagligt. Det burde der i det hele taget være meget mere af på uddannelsen”, fortæller Sanne Gudmundsen. Hun læser psykologi og har under hele challenge-forløbet opholdt sig i USA, hvor hun i øjeblikket tager kurser på Roanoke College i Virginia.

I vinderprojektet har Sanne sammen med Andreas Riisborg (Economics and Business Administration) og Marie-Louise Bengtsson (Agrobiologi) udviklet et koncept, der i første omgang kan køre som pilotprojekt internt hos Aarhus Kommunes medarbejdere. Her skal en kombination af gamification, opskrifter og food trucks få flere til at spise grønnere og mere bæredygtigt. Senere skal de mest effektive initiativer spredes ud til kommunens borgere.

Beograd – og finalen – venter i 2023

De tre studerende kendte ikke hinanden i forvejen, men det viste sig ikke at være nogen hindring for deres digitale samarbejde:

”Det har helt sikkert været en anderledes oplevelse, men jeg er ret imponeret over, hvor godt teamet har fungeret. Vi har forskellige faglige baggrunde og er nok også ret forskellige som mennesker, men jeg føler virkelig, at vi alle har haft vigtige kompetencer at byde ind med”, siger Marie-Louise Bengtsson.

Holdet går nu i dialog med Aarhus Kommune for at drøfte, hvordan konceptet bedst rulles ud i praksis. Samtidig er der tid til at videreudvikle modellen frem mod finale-arrangementet, som foregår i Beograd til maj. Her skal de tre AU-studerende dyste mod vinderne af de fem andre case-konkurrencer, hvor opgaverne bl.a. har lydt på at udvikle bilfri zoner i Oslo og forbedre den mentale sundhed i London-bydelen Lambeth.