AU-valg til november: Meld dig som kandidat nu

Din uddannelse bliver endnu bedre, når du eller dine medstuderende sidder med ved bordet. Du kan nu engagere dig i dit lokale studienævn og akademiske råd og få indflydelse. I år kan studerende også stille op til AU’s bestyrelse. Meld dig som kandidat fra den 7.-11. oktober.

Studerende sidder ved et bord.
Hvordan ser det gode studieliv ud? Vær med til at sætte dit præg på dit studie ved at stille op til AU-valget. Foto: Lars Kruse

Sidder du nogle gange med følelsen af, at der burdes ændres nogle ting på din uddannelse, dit institut eller dit fakultet? Så er det nu, du kan gøre noget ved det – og samtidig udvikle dine egne kompetencer.

Til november skal AU’s studerende finde repræsentanter til de mange forskellige studienævn og 5 akademiske råd – og til bestyrelsen, AU’s øverste myndighed.

Måske er det dig?

Som medlem af et studienævn eller dit fakultets akademiske råd er du med til at træffe vigtige beslutninger om f.eks. opbygningen af studieordninger, planlægning af eksamen og evaluering af undervisningen. Samtidig er du med til at gennemføre de små og store tiltag, der kan lette jeres hverdag som studerende.

Udover konkret indflydelse bliver du en del af fællesskabet i det studenterpolitiske miljø, lærer universitetet at kende på en helt ny måde og får værdifuld erfaring med det politiske system. Som en bonus giver det også ekstra pynt på dit CV.

I år er der ud over valg for studerende også valg for ph.d.- studerende, som bl.a. kan stille op til ph.d.-udvalgene. 

Sådan gør du:

Har du har lyst til at engagere dig, kan du melde dig som kandidat elektronisk fra mandag d. 7. oktober kl. 9:00 til fredag d. 11. oktober kl. 12:00.

  • Log ind på valgsystemet e-vote med dit AU-id og din adgangskode.
  • Udfyld opstillingsblanketten elektronisk.

Det er også i e-vote, du kan tjekke, hvad du præcist kan stille op til og har stemmeret til.

Læs mere om opstilling og de demokratiske råd og nævn på au.dk/valg


Valg på AU
Hvert år i november er der valg på Aarhus Universitet. Her vælges der medlemmer til diverse råd, nævn og udvalg samt bestyrelsen. Hvem, der kan stemme, og hvad der stemmes til, varierer inden for en 4-årig periode.
I 2024 deltager alene studerende, og i år er det bl.a. muligt at stille op til og stemme om 2 pladser i bestyrelsen, AU’s øverste myndighed. Valget gennemføres den 11.-14. november. Læs mere på au.dk/valg