Bliv god til at give feedback
Hvordan bliver du bedre til at give og modtage feedback? Og hvorfor er god feedback overhovedet vigtig? Læs med her og få svarene.
”Feedback er vigtig, fordi den styrker din bevidsthed om, hvad du kan. Denne bevidsthed er meget motiverende og skaber et godt udgangspunkt for din fortsatte udvikling og læring”.
Med de ord åbnede studielektor Bente Mosgaard Jørgensen sidste uges studenterarrangement om feedback på Aarhus Universitet. Arrangementets formål er at sætte fokus på feedback og give studerende på AU nogle ideer til, hvordan de, i samarbejde med deres undervisere, kan give feedback en mere fremtrædende plads i undervisningen. Det er prorektor Berit Eika, der sammen med Studenterrådet har taget initiativ til arrangementet, og Studenterrådet har i samarbejde med fakulteternes universitetspædagogiske centre stablet arrangementet på benene.
Feedback på dagsordenen
Mads Kristian Warming fra Studenterrådet er en af kræfterne bag arrangementet, og for ham er der ingen tvivl om, at feedback skal på dagsordenen: ”Feedback er et vigtigt emne, som vi i Studenterrådet gerne vil være med til at italesætte og synliggøre,” siger han og forklarer, at han vil arbejde videre med de inputs, der kom fra de studerende og fra de pædagogiske centre til arrangementet.
Men hvordan får du sat feedback på dagsordenen – og hvem kan give dig feedback?
Mange vil nok tænke på feedback som den situation, hvor en underviser giver feedback til sine studerende i forbindelse med fx en større opgave. Denne form for feedback er betydningsfuld og har en vigtig plads i undervisningen. Men der findes også en anden form for feedback, og det er den feedback, du som studerende kan give til dine medstuderende. Formen hedder ’peer feedback’, og den er effektiv og nem at udføre, fx i din læsegruppe. Her er otte gode råd til, hvordan du får peer feedback introduceret og bragt i spil:
- Diskuter den feedback, du har fået med dine medstuderende
- Evaluer dit arbejde, inden du afleverer det til bedømmelse
- Vær proaktiv – giv og opsøg feedback
- Fortæl, hvad du gerne vil have feedback på, når du afleverer en opgave
- Gem vigtig feedback og brug det, hver gang du skriver
- Skriv opgaveformuleringen med dine egne ord og diskuter med dine medstuderende
- Diskuter med peers, hvad der skal til for at skrive en god opgave: Kriterier og arbejdsgang
- Brug din læsegruppe til feedback – brug feedbackspillet
Sådan giver og modtager du god feedback
Hvis du skal give en medstuderende feedback på en opgave, så benyt dig af disse gode råd fra eksperterne:
- Giv positiv feedback først
- Giv altid konkrete eksempler og argumenter for det, du siger
- Giv forslag til forbedring
- Relater din feedback til de evalueringskriterier, der er til teksten
- Lad være med at undskylde det, du siger
- Undgå ironi og morsomheder
Står du i stedet over for at skulle modtage feedback på en opgave fra enten din underviser eller en medstuderende er der to ting du med fordel kan være opmærksom på:
- Lyt og notér – undgå at beslutte, om det kan bruges med det samme
- Undgå at forklare eller forsvare det, du har skrevet, mens dine medstuderende giver dig feedback
Det ønsker vi os
Som afslutning på arrangementet om feedback blev de fremmødte studerende bedt om at drøfte, hvilke ønsker om feedback, de har til deres undervisere og deres medstuderende. Ønskerne bliver taget med tilbage i de universitetspædagogiske centre, hvor man vil arbejde videre med disse. Studenterrådet vil desuden tage dem med i deres fortsatte arbejde med fokus på feedback.
Yderligere oplysninger
- Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Bente Mosgaard Jørgensen fra Center for Undervisning og Læring
- Se det visuelle referat fra arrangementet.