Dit eksamensbevis bliver digitalt
Fra den 15. maj 2018 får du ikke længere dit eksamensbevis tilsendt med posten, når du færdiggør din uddannelse på Aarhus Universitet. Det kommer i stedet i din e-boks.
Bliver du færdig med din uddannelse på Aarhus Universitet til sommer vil du modtage dit eksamensbevis i e-boks. Herfra kan du downloade det digitale eksamensbevis og behandle det, som du ellers ville have behandlet et indscannet fysisk bevis.
Det digitale eksamensbevis bliver desuden lettere at dele med potentielle arbejdsgivere eller andre relevante instanser. Fra e-Boks kan beviset nemlig deles direkte med dem, du sender ansøgninger til.
Endelig betyder det også, at det bliver nemmere for en kommende arbejdsgiver at verificere gyldigheden af et eksamensbevis.
Du kan finde mere information på www.au.dk/bevis. På denne side får du et overblik over mulighederne med et digitalt bevis og hvordan man håndterer et sådant, både som dimittend og arbejdsgiver.