EU-besøg d. 3. juli: Bygninger afspærres d. 2.-3. juli
Politiet slår en ring om det nordøstlige hjørne af Universitetsparken, når Europa-Kommissionen og den danske regering åbner Danmarks EU-formandskab på Aarhus Universitet d. 3. juli. Det betyder, at en række AU-medarbejdere og studerende skal arbejde hjemmefra d. 2.-3. juli. Se her, om det er dig.

3. juli åbner Europa-Kommissionen Danmarks EU-formandskab i den ikoniske Aula i universitetets hovedbygning i Aarhus. Besøget af bl.a. kommissionsformand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen betyder, at politiet d. 2.-3. juli afspærrer bygningerne i Universitetsparkens nordøstlige hjørne, så medarbejdere og studerende i en række enheder bedes arbejde hjemme disse dage.
Se på kortet nedenfor, hvilke bygninger der er tale om – og læs her, hvordan EU-besøget påvirker bygningerne omkring Ringgaden ved Aulaen:
- Bygningerne i det nordøstlige hjørne af Universitetsparken, hvor især Aarhus BSS har til huse, lukkes af fra d. 2. juli til og med d. 3. juli. Det samme gælder bygningerne på begge sider af Ringgaden omkring Aulaen samt området omkring Stakladen, Frederik Nielsens Vej og Tåsingegade. Alle medarbejdere og studerende i de berørte bygninger skal arbejde hjemmefra d. 2. og 3. juli.
- Skabe i de berørte bygninger skal stå ulåste, når medarbejdere eller studerende forlader kontorerne før d. 2. juli. Dette skal ske af hensyn til politiets sikkerhedstjek. Dørene til kontorerne må gerne låses som sædvanligt.
- Det Kgl. Bibliotek på Victor Albecks vej (Bogtårnet) holder åbent. Der vil d. 2.-3. juli kun være adgang via Universitetspark-siden. Parkeringspladser foran den indgang annulleres dog de pågældende dage, så tilkørsel er begrænset.
- Ringgaden spærres af i begge ender fra Nørrebrogade til Langelandsgade fra kl. 05.30 d. 3. juli og frem til ca. kl. 16.
- Fredrik Nielsens vej samt parkering ved bygning 1445 spærres af hele uge 27.
- Samfundsfaglig Kantine holder lukket d. 2-3. juli.
- Stakbogladen, Studenterbaren og Studentercaféen holder lukket hele uge 27.
Ændringer kan forekomme.
Selvom du ikke arbejder i de berørte områder, skal du være opmærksom på, at trafikken ved Universitetsparken i Aarhus generelt vil være påvirket af begivenheden.
Se også på Aarhus Kommunes hjemmeside, hvordan trafikken i hele Aarhus bliver påvirket.
Artiklen er opdateret d. 19/6 med tilføjelse til overskrift.
Artiklen er opdateret d. 26/6 med en tilføjelse til punktet om det Kgl. Bibliotek

Europa-Kommissionens besøg i Aarhus
Det danske EU-Formandskab indebærer en række store begivenheder fra juli til december 2025 med deltagelse af regeringen, Europa-Kommissionen, europæiske stats- og regeringschefer og Kongehuset.
Den officielle åbning indledes på Aarhus Universitet d. 3. juli, hvor der bl.a. er møde mellem Kommissionen og regeringen og en pressekonference med kommissionsformand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen.
Efter åbningen på Aarhus Universitet skal kommissionsformanden og statsministeren mødes med Kongen og Dronningen på ARoS. Om aftenen er der åbningsceremoni på Aarhus Rådhus, hvor Kongeparret også deltager.
Parallelt med åbningsceremonien på rådhuset danner Aarhus ramme om en gratis europæisk gadefest i Rådhusparken med koncerter, debat og fællesspisning, hvor alle er velkomne til at deltage.