Studieportaler

Fast kontaktperson i TTO sikrer samarbejdsaftaler til tiden

Professor Cecilia Høst Ramlau-Hansen fra Institut for Folkesundhed har et stort EU-projekt (BIOSFER), som kræver mange juridiske dokumenter og samarbejdsaftaler. Derfor har hun fra starten haft kontakt til TTO. ’Den støttestruktur, som vi har fået på AU, er blevet rigtig god. Jeg har løbende møder med instituttets kontaktjurister fra TTO, hvor vi gennemgår samarbejdsaftaler, juridiske regler og aftaler for databehandling mm. Det giver ro og fremdrift’, fortæller Cecilia Høst Ramlau-Hansen.

Omstrukturering gav fremdrift
Da Cecilia Høst Ramlau-Hansen fik EU-bevillingen, kontaktede hun straks TTO. I starten var der ikke så meget fremdrift, og hun havde ikke en fast kontaktperson. Men da TTO lavede en omorganisering, så skete der noget. ’Det var en lettelse at få faste kontaktjurister som juridiske partnere og få lagt fast møder ind i kalenderen. Det er helt fundamentalt for samarbejdspartnerne, at aftaler er på plads og der er også meget juridisk omkring dataindsamling. Projektet ville gå i stå, hvis vi ikke fik lavet de juridiske dokumenter til tiden. På møderne får vi tjekket tingene af, så dataindsamlingen af både spørgeskema- og kliniske data kan køre. Det har været et stort arbejde at komme hertil for alle. Men strukturen har betydet, at vi har kunne få videnskabelig progression i projektet og samarbejdet med de internationale partnere kan fungere’, fortæller Cecilia.

At juraen er på plads, er med andre ord et fundament for forskningen. Og Cecilia mener, at en fast kontaktperson er afgørende, da juristen kommer til at kende projektet godt og interesserer sig for det. Det har også givet mulighed for at få svar på andre juridiske spørgsmål.

Fakta om TTO’s bistand til Cecilia Høst Ramlau-Hansen
Cecilia Høst Ramlau-Hansen leder i samarbejde med Siri Håberg fra Norge og Mikko Myrskylä fra Tyskland fællesskab det EU-finansierede forskningsprojekt BIOSFER, som undersøger årsagerne til lav fertilitet i moderne samfund. Som udspring af BIOSFER har TTO bidraget med EU-aftalen mellem de 3 parter, samt individuelle samarbejdsaftaler som bl.a. muliggør, at parterne kan forske i data sammen på tværs af landegrænser.

I BIOSFER har TTO desuden hjulpet med aftale set-up til de 4 klinikker i Danmark, hvor indsamling af kliniske data foregår. Herunder har TTO også hjulpet med at forhandle et større aftale set-up med Danmarks Nationale Biobank, som er forankret under Statens Serums Institut (SSI), om opbevaring af de biologiske prøver.

Meget af Cecilia Høst Ramlau-Hansens forskning tager sit udspring i fødselskohorten Bedre Sundhed i Generation (BSIG), som også er forankret under SSI. TTO forhandler derfor løbende aftaler med BSIG om videregivelse af data fra kohorten.

I alt har Cecilia Høst Ramlau-Hansen siden 2017 haft ca. 80 juridiske aftaler forbi TTO, hvoraf størstedelen har været fra 2021 og frem.

Læs mere om samarbejdsaftaler her.