Studieportaler

Følg raketopsendelse på Steno Museet i Aarhus

I løbet af de næste 5 dage gør raketgruppen Copenhagen Suborbitals sit andet forsøg på at opsende deres raket på Bornholm. Følg begivenheden live via storskærm på Steno Museet.

Foto: Bo Tornvig

Raketgruppen Copenhagen Suborbitals forsøger igen at opsende en raket, der på sigt vil være i stand til at bringe en dansker ud i rummet og tilbage igen.

Sidste års forsøg endte desværre ikke med lift off, men gruppen er mere sikre i deres sag dette år.

Raketten og dens eskorte er for øjeblikket på vej til Nexø, hvorfra missionen starter, når vejrguderne vil det:

I forbindelse med opsendelsen, der foregår i et militært skydeområde sydøst for Bornholm, arrangerer støtteforeningen bag gruppen i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium i København og Steno Museet i Århus live dækning af begivenheden.

I løbet af dagen vil der være folk med kendskab til projektet på museet. Vi følger begivenhedernes gang via storskærme. Vi kan lytte med på radiokommunikationen, og journalister ombord på Mission Control-skibet blogger løbende om hvad der sker.

Arrangementet er åbent for alle rumfartsinteresserede fra klokken 9:00. Vi regner med at raketten er klar på skydestedet kl 12:00. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og se tegninger mm af projektets mange dele, og der vil være korte fortællinger om rumforskning i løbet af formiddagen. Opsendelsen sker forventeligt mellem 14:00 og 16:00.

Første mulige opsendelsesdag er torsdag den 2. juni, men ligesom NASA er Copenhagen Suborbitals desværre afhængig af godt vejr, og derfor kan vi ikke sige præcis hvilken dag det kommer til at ske. Man kan følge med på www.raketvenner.dk og www.ing.dk for at se seneste nyt.

Hvis du ønsker mere information kan disse links være et godt udgangspunkt:

Yderligere information 

Martin Højriis Kristensen
Vært for støtteforeningens arrangement
martin@makr.dk   
tlf 29256659