Har du en FN-forhandler i maven?
Vil du være med til at løse nogle af verdens store problemer sammen med studerende fra hele Europa? Så meld dig til FN-simulationsspillet Circle U. Model United Nations, som finder sted i Bruxelles til december. Årets tema er AI – og tilmelding er først-til-mølle.
Circle U. Model United Nations (CU. Mun) er et fysisk simulationsspil, hvor du sammen med andre studerende fra hele Europa kan prøve kræfter med diplomati og internationale relationer. I løbet af 4 intense dage får I lov at præsentere, forhandle og debattere jeres synspunkter om nogle af verdens største AI-relaterede udfordringer i et internationalt og spændende miljø.
Den fysiske del af Årets CU. Mun finder sted i Bruxelles fra 10-14. december – og inden da skal man følge 5 obligatoriske online sessions. På programmet i Bruxelles er bl.a. et besøg i Europa-Parlamentet samt møder og debatter med politikere og eksperter. Der er også planlagt en række sociale arrangementer, hvor du og dine meddeltagere kan lære hinanden bedre at kende.
Der er plads til i alt 250 studerende fra Circle U.’s 9 universiteter – og det er først-til-mølle, så skynd dig at ansøge.
Du kan læse meget mere om CU. Mun og hvordan du ansøger på: Circle U. MUN - Brussels 2024 (cwmun.org)
- Hvem kan deltage? Bachelor- og kandidatstuderende inden for alle fagområder.
- Hvornår finder det sted? 10-14. december 2024 i Bruxelles. Inden da skal du følge 5 obligatoriske online sessions.
- Hvad koster det? 100 euro – dertil kommer rejse og leveomkostninger. De første 4 godkendte ansøgere fra Aarhus Universitet, modtager et tilskud på 79 euro pr. dag samt 150 euro til at dække rejseomkostningerne. Du vil få direkte besked fra Circle U. MUN, hvis du er en af dem, der kan få tilskud.
- Ansøgningsfrist: 11. september
Har du spørgsmål om arrangementet? Kontakt Lotte Skovborg på skovborg@au.dk