Kom på Summer School med Circle U.
Circle U. gentager nu succesen og afholder en række spændende Summer Schools på universiteter rundt om i Europa. Der er tilbud til både bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende. Ansøgningsfrister: 15. og 28. februar.
Nu kan AU's studerende og ph.d.-studerende igen komme på Summer School sammen med medstuderende fra hele Europa. AU’s universitetsalliance Circle U. udbyder i år hele 9 forskellige Summer Schools inden for en række spændende emner (fx klima, sundhed og demokrati) – og der er tilbud til både bachelor-, kandidat- og ph.d.-studerende i byer som Wien, Paris, Berlin og Beograd.
Det er gratis for AU-studerende at deltage i Summer Schools, og bliver du optaget, kan du søge et Erasmus-stipendium, som kan være med til at dække udgifter til rejse og ophold. Bemærk, at du skal have forhåndsgodkendt kurset for at kunne få Erasmus-støtte. Læs mere om forhåndsgodkendelse på din studieportal.
Når du har fået svar på din ansøgning, er du velkommen til at kontakte erasmus@au.dk for at få mere information om stipendieansøgningen.
Hvad er Circle U.?
- Universitetsalliancen Circle U. består af ni universiteter (herunder AU), som arbejder for at gøre internationalisering nemmere og mere tilgængeligt for studerende og medarbejdere i alliancen.
- Studerende og medarbejdere på Circle U.'s universiteter har adgang til en række online og fysiske tilbud > Se aktuelle tilbud og læs mere om Circle U.
- Circle U.’s Summer Schools er nogle af alliancens mest populære tilbud. Se, hvad tidligere deltagere har sagt og se videoer fra tidligere Summer Schools på Summer Schools 2026 | Circle U.