Studieportaler

Mal din vision

På Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere har medarbejderne deltaget i udviklingen af skolens vision på en noget utraditionel måde.

 

Mere internationalisering, større bygninger og flere mænd

Budskaberne er ligeså forskellige som penselstrøgene på de mange malerier. De konkurrerer sammen med balloner og farvestrålende plakater om pladsen med tandlægestole, instrumentskabe og hvidkitlede studerende i de trange gange på Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT).

De mange malerier er  en del af skolens visionsuge, der skal give anderledes input til en ny og mere tidssvarende vision, som skolen satser på at præsentere i februar, forklarer skolechef Hanne Mohr.

– Ved at male får man sat sine tanker i gang på en anden måde, end hvis man bare bliver bedt om at skrive. Vi er alle sammen meget skriftlige til daglig, så derfor løfter det visionsarbejdet, hvis vi også udtrykker os kreativt. Det er for at bryde med den lidt stereotype tanke, at visionsarbejde skal være tungt og svært. For når man ser hinandens billeder, kan det være, at man bliver inspireret og kan arbejde videre derfra.

En samlet vision

Hanne Mohr er helt med på, at nogle af de malede input går i mange forskellige retninger – også nogle, der måske ligger uden for det traditionelle langsigtede visionsperspektiv – og at det hele i sidste ende skal rummes inden for AU’s overordnede vision, fordi SKT's visionsuge er en del af det samlede strategiarbejde på universitetet.

– Det bliver en udfordring, men også et sjovt arbejde at få bundet det hele sammen og sorteret i nogle kategorier og diskuteret med både ledere og medarbejdere. Malerierne kan ikke stå alene, og vi har også gang i en proces, blandt andet via kædemails, hvor medarbejderne sammen udvikler visionen. Men målet med det hele er at få samlet en vision, som vi alle sammen kan stå inde for, siger hun.

– Vi er alle sammen meget skriftlige til daglig, så derfor løfter det  visionsarbejdet, hvis vi også
udtrykker os kreativt.

Hanne Mohr, Skoleleder SKT

 

– Jeg ønsker, at SKT skal være endnu mere international. Vi skal have et større samarbejde
med vores udenlnadske kollegaer og de studerende skal have et netværk med medstuderende rundt om i verden.

Jensa Ottosdóttir, Tandplejer og undervisningsassistent, SKT

 

– Jeg ønsker mig en udbygning, som primært skal være for de studerende.  Et hus i flere etager,
som selvfølgelig skal have cykel- og bilparkering i kælderen,  og så tænker jeg tre etager med arbejdsområder og plads til fordybelse. Og øverst oppe et rum, hvor de kan holde fester.

Ulla B. Lindtoft, Studieleder

 

Foto: Lars Kruse, AU Kommunikation