Ministeren inviterer til debat om SU
SU-reformen er hovedoverskriften for den debat, som minister Ulla Tørnæs har inviteret de studerende til at deltage i mandag den 5. september.
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs inviterer de studerende til debat mandag den 5. september på Aarhus Universitet. Emnet er regeringens helhedsplan, der bl.a. indebærer et forslag om omlægning af SU’en. Det skriver Ulla Tørnæs på sin facebook-profil.
”Regeringen ønsker at styrke de videregående uddannelser og omlægge SU'en for at gøre den mere robust. Hvad betyder regeringens planer for dig som studerende, og for dit kommende arbejdsliv?” lyder debatoplægget.
Debatten finder sted den 5. september kl. 10:00 til 11:00 på Aarhus Universitet i Stakladen og er åben for alle. Du kan også følge med på AU Facebook, hvor debatten bliver live-streamet.