Nu skal Health have nye telefonnumre
Aarhus Universitet overgår til et fælles telefonisystem. Den 25. november starter implementeringen på Aarhus Universitets lokaliteter på campus Aarhus, og det betyder, at medarbejderne på Health får nye telefonnumre. Forberedelserne er allerede godt i gang, så overgangen kan blive så smidig som mulig.

Beslutningen om et nyt fælles telefonsystem rækker flere år tilbage og er en naturlig konsekvens af flere enheders fusion med Aarhus Universitet i 2006.
Hvorfor skifter vi?
Formålet med udskiftning af numrene er først og fremmest at skabe en dybere sammenhæng på Aarhus Universitet mellem organisation og nummersystem. Der er bl.a. den fordel ved de nye numre, at alle ansatte fremover vil kunne ringe lokalt til hinanden, og det vil få stor betydning for de hovedområder, der i dag er spredt på forskellige geografiske steder i landet.
På Health er der dog lige den undtagelse, at Institut for Klinisk Medicin i Skejby ikke vil blive berørt af omlægningen. Instituttet fik nemlig nye telefonnumre i starten af oktober i forbindelse med en omlægning af telefonisystemet på Aarhus Universitetshospital.
Hvordan får du dit nye nummer?
Alle medarbejdere modtager en personlig mail med det nye telefonnummer – og alle medarbejdere får enten 8715 eller 8716 som de første fire cifre i deres telefonnummer. Du vil også modtage en personlig mail med dit nye nummer. Mailen kommer ca. 14 dage før selve implementeringen. Du kan altså regne med at modtage en mail med information om dit nye telefonnummer midt i november. Ud over dit nye telefonnummer vil mailen også indeholde oplysninger om, hvad du skal gøre, og hvor du vil kunne få it-support.
Hvornår tages det nye nummer i brug?
Mandag den 28. november kl. 8.00 tages dit nye telefonnummer i brug. Alle 6.500 numre flyttes efter planen i løbet af én enkelt weekend. Fredag den 25. november kl. 16.00 starter implementeringen, og processen forventes at være afsluttet mandag morgen inden kl. 8.00. Hvis overgangen til de nye telefonnumre ? mod forventning – skulle vise sig at tage lidt længere tid, vil det blive annonceret på medarbejderuniverset for Health mandag den 28. november om morgenen.
Hvad skal du selv gøre?
Du skal selv sørge for, at alle de personer, som du normalt er i kontakt med, får besked om ændringen, fx kan det være en god idé at indsætte dit nye telefonnummer i din e-mail signatur, så snart du modtager det nye nummer midt i november – så er der 14 dage, hvor du via signaturen kan gøre opmærksom på, at du får nyt telefonnummer pr. 28. november.
AU IT har udarbejdet en tjekliste, som kan hjælpe dig med at huske det hele. Du kan finde tjeklisten ”Nyt nummer – sådan gør du” på AU ITs hjemmeside.
Hvad sker der, hvis man ringer til dit gamle telefonnummer?
Hvis nogen prøver at ringe til dit gamle telefonnummer efter den 28. november, vil vedkommende få en besked om, at Aarhus Universitet har fået nye numre. Der vil også være en henvisning til det lokale hovednummer. Denne service vil løbe i 3 måneder efter overgangen. Ved at henvise til det lokale hovednummer i stedet for automatisk at viderestille til dit nye nummer, undgår man, at der fortsat bliver ringet til dit gamle nummer.
Er mobilnumre berørt af omlægningen?
Mobilnumre er ikke berørt af omlægningen, men hvis du kun har et mobilnummer, vil du få tildelt et såkaldt fantomnummer. Du kan læse mere herom på AU ITs hjemmeside.
Hvordan får jeg it-support i overgangsfasen?
PÅ AU ITs hjemmeside kan du finde en tidsplan og en FAQ om overgangen til de nye numre. Du kan også læse mere om formålet med det nye telefonsystem og finde kontaktoplysninger til it-support.
Læs mere på AU ITs hjemmeside