Ny forpagteraftale på vej i tre kantiner: Midlertidige ændringer i sommerperioden

I sommermånederne vil du blive mødt med et slankere udvalg end normalt i kantinerne i Nobelparken, på Tandlægeskolen og i Samfundsfaglig kantine på Aarhus BSS. Flere steder skal frokost forudbestilles online, og nogle dage vil kantinerne være lukkede. Løsningen er midlertidig, indtil en ny forpagteraftale er på plads ved studiestart.

Nobelparken

  • Kantinen vil være åben med personlig betjening mandag-fredag kl. 8.30-13.30 fra den 10. juni og frem til og med den 23. august. 
  • Her vil man kunne finde et mindre sortiment af morgenmad og frokost (sandwich og grab ’n go bokse) sodavand, kaffe mv.
  • Kantinen vil være lukket i perioden 29. maj til 9. juni – og igen 24. august til 1. september.

Tandlægeskolen og Samfundsfaglig kantine på Aarhus BSS

  • Sandwiches og grab ’n go-bokse kan forudbestilles via en webshop, der åbner den 10. juni. 
  • Studenterlaugets Kantine leverer de bestilte varer ca. kl. 11 hver formiddag, hvorefter de kan afhentes i et køleskab, der er dedikeret til formålet. 
  • Mad betales ved bestilling. 
  • Webbestilling vil ikke være muligt i perioden 29. maj til 9. juni, 1.-31. juli og igen 24. august til 1. september.
     

I perioden den 29. maj til 1. september vil sortiment, personlig betjening og åbningstider i kantinerne i Nobelparken, på Tandlægeskolen og Samfundsfaglig kantine på Aarhus BSS kører på lavt blus. Forpagtningsaftalen for de 3 kantiner er i udbud, og indtil en forpagteraftale igen er på plads, står Studenterlaugets Kantine for en midlertidig madordning. Det betyder, at studerende og medarbejdere fortsat kan købe morgenmad og frokost i Nobelparken – mens man på Tandlægeskolen og Samfundsfaglig kantine på Aarhus BSS skal forudbestille frokost online. Naturligvis til studievenlige priser. 

I perioder vil en eller flere af kantinerne være lukkede
Kantinen på Tandlægeskolen og Samfundsfaglig kantine på Aarhus BSS vil som vanligt holde lukket i juli måned, når der er relativt få studerende og medarbejdere på campus. Herudover vil alle 3 kantiner være lukket i perioden 29. maj til 9. juni, hvor den nuværende forpagter, Jespers Torvekøkken, flytter ud – og igen 24. august til 1. september, hvor genåbning forberedes. I disse perioder kan du benytte dig af de øvrige kantiner på campus Aarhus, hvor flere har åbent hele sommeren.

Har du brug for mødeforplejning?
Har du brug for mødeforplejning på campus Aarhus i juni-august kan du bestille hos en af de øvrige kantiner i området. Matematisk Kantine og Studenterlaugets Kantine på Fuglesangs Allé vil begge kunne levere det meste af sommeren.   
 

Jespers Torvekøkken, der siden 2021 har stået for driften af i kantinerne i Nobelparken, Tandlægeskolen, Samfundsfaglig kantine på Aarhus BSS samt Konferencecentret, stopper som forpagter den 31. maj 2024, da det i længere tid ikke har været en rentabel forretning på de nuværende kontraktvilkår. Driften af de 3 kantiner og Konferencecentret er derfor i udbud, og det forventes at forpagteraftalen er på plads i forbindelse med studiestarten i september måned 2024.