Ny vicedirektør for AU Forskning med erfaring fra uddannelses- og forskningssektoren
Jakob Rathlev bliver ny vicedirektør for AU Forskning fra 1. april. Han kommer fra en stilling som prorektor på Erhvervsakademi Aarhus og har bred erfaring som leder i flere vidensinstitutioner.
Den nye vicedirektør for AU Forskning kommer til stillingen med omfattende erfaring på tunge ledelsesposter i uddannelses- og forskningssektoren. Jakob Rathlev er tidligere direktør for Idrættens Analyseinstitut, og før det var han områdechef i Danmarks Evalueringsinstitut med ansvar for universitetsområdet. Han har også en konsulentbaggrund fra Epinion og konsulenthuset DAMVAD.
Senest har han været prorektor hos Erhvervsakademi Aarhus med ansvar for bl.a. akademiets forskningsafdeling. Jakob Rathlev er kandidat og ph.d. i offentlig politik og har desuden gennemført ledelsesuddannelse på INSEAD.
Universitetsdirektør Kristian Thorn har stået i spidsen for ansættelsesudvalget, og han fremhæver Jakob Rathlevs brede erfaring som leder fra flere vidensorganisationer.
”Jakob Rathlev kommer med stor viden om uddannelses- og forskningsområdet og har bred erfaring med strategisk ledelse, analyse og administration i komplekse organisationer. Det gør ham til et godt match til at stå i spidsen for AU Forskning og være et stærkt bindeled mellem fagmiljøerne og administrationen. Jeg ser meget frem til samarbejdet,” siger Kristian Thorn.
Som vicedirektør kommer Jakob Rathlev til at tegne den strategiske retning for AU’s forskningsadministration og sikre fortsat udvikling af det fælles administrative område AU Forskning. Voksende eksterne krav, men også nye muligheder for samarbejde gør forskningsadministration til et område i hastig udvikling.
Jakob Rathlev glæder sig til samarbejdet med fakulteterne og medarbejdere i AU Forskning, og han lægger vægt på, at Aarhus Universitet er blandt de mest succesrige i Europa til at hjemtage eksterne forskningsbevillinger.
”En betydelig komponent i denne succes er et stærkt samspil mellem idérige forskere og dygtige rådgivere, og samspillet bliver kun vigtigere i takt med, at konkurrencen og de administrative krav skærpes. Missionen er, at det skal være lettere at være en succesfuld forsker, og jeg ser meget frem til at videreudvikle det gode samarbejde med forskerne sammen med et stærkt hold i AU Forskning,” siger han.
Jakob Rathlev bor til daglig i Viby med sin hustru Anne-Kathrine og deres datter Johanne.