Rektors sommertale: Et stærkt universitet er blevet stærkere

Det går godt for Aarhus Universitet. De studerende er tilfredse, fusionen med IHA er endelig godkendt, og fremtidens AU er langsomt ved at blive til virkelighed.

Rektor Lauritz B. Holm-Nielsens årlige sommertale er netop blevet afholdt. Han koncentrerede sig om status på den faglige udviklingsproces, men fik også rundet den nye studiemiljøundersøgelse og fusionen med Ingeniørhøjskolen.

Først blev det dog til en klar udmelding om forskernes ret til at udtale sig.

– Fordi der i øjeblikket er lidt debat, vil jeg for en god ordens skyld sige, at på Aarhus Universitet kan enhver sige, lige hvad pokker de har lyst til, og hvis de i øvrigt har penge til det, kan de forske i, lige hvad pokker de har lyst til. Jeg siger det, fordi den frihed, er der åbenbart politikere i Danmark, der ikke mener, gælder for alle universitetsforskere. Men vi står ved frihedsidealerne.

Efter den improviserede indledning gik han i gang med at berette om årets milepæle og indledte med den nyligt godkendte fusion med Ingeniørhøjskolen i Aarhus (IHA)

– Der er nogle, der spørger: ”Er vi ikke færdige med alt det fusionshalløj?” Nej, det er vi ikke. I kender blomsten, vi tegnede i 2007, og på den var der et kronblad, som var lyseblåt. Der stod ingeniørvidenskab på det.

”Blomsten” refererer til et diagram fra 2007, der illustrerer alle de fagområder, Aarhus Universitet ønsker at rumme.

– Det kronblad bliver nu fuldt foldet ud om et halvt års tid, fordi vi har fået politisk godkendelse til fusionen mellem Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen. Det er ellers noget, vi har arbejdet med i 10 år, fortalte Lauritz B. Holm-Nielsen.

Et godt miljø for studerende og forskere

Rektor kom også omkring den nyligt offentliggjorte studiemiljøundersøgelse – den mest omfangsrige i Danmark. Af den fremgår det, at de studerende trives, om end de udenlandske studerende har svært ved at blive integreret i læsegrupper og andre faglige miljøer. Derudover pointerede han, at 28,5 timer i gennemsnit er en for kort arbejdsuge. Blandt andet derfor bliver der afsat 8-10 millioner til at følge op på undersøgelsen.

Også forskningsmiljøet blomstrer på universitetet. Rektor fremhævede en forskningsimpact på 1,4 gange verdensgennemsnittet, og at Aarhus Universitet er nr. 14 i Europa med hensyn til bevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Det er den højeste placering for et dansk universitet.

Men vi skal blive endnu bedre, og derfor kom rektor med en opfordring til forskerne om at søge penge gennem det nyoprettede AU IDEAS til visionære og originale projektidéer – det vil sige til utraditionelle alternative projekter, der har svært ved at få støtte gennem de konventionelle puljer og fonde.

Med rod i AU IDEAS og flere foreslåede nye interdisciplinære centre understregede rektor i sin afslutning, at Aarhus Universitet forsat er et universitet med et enkelt, fælles mål: At søge de dybere sammenhænge.                                                         

?