Studieportaler

SU-kontoret har kontrolleret studieaktivitet

På SU-kontoret har vi i de sidste 14 dage været travlt beskæftigede med studieaktivitetskontrol af alle studerende på Aarhus Universitet. SU-kontoret skal iht. SU-lovgivningen løbende foretage kontrol med, at de studerende er studieaktive.

Kontrollen af studieaktivitet tager udgangspunkt i den studerendes SU-klipforbrug og studiefremdrift. Studieaktivitetskontrollen er derfor primært en fremdriftskontrol, hvor de studerende maksimalt må være 1 år forsinket i deres uddannelse for at bevare retten til SU. Alle studerende kontrolleres hver måned – dog ikke i sommerferie og i eksamensperioder.

Vores nye studieadministrative system STADS udveksler automatisk data med styrelsens it-system US2000. Dagligt overføres der indskrivningsmæssige data fra AU STADS til US 2000. Det er vigtigt, at de indskrivningsmæssige oplysninger i STADS er altid er ajourførte i forhold til resultater, datoer, afbrud, udmeldelser og orlov mv. idet dataene har en direkte effekt på de studerendes SU-tildeling.

Grundet overgangen til STADS har vi, efter aftale med styrelsen, i en længere periode undladt at kontrollere de studerendes studieaktivitet. Ved kontrollen i marts måned har vi stoppet omtrent 450 studerendes SU.