Studieportaler

Tolerance i et pluralistisk samfund

Hvordan lever vi med det, vi finder forkert i samfund, uddannelse og politik? Det spørgsmål skal tre forskere fra Institut for Statskundskab ved Aarhus School of Business and Social Sciences være med til at besvare som en del af EU-projektet "ACCEPT PLURALISM"

Tre kvinder i burka

Projektet skydes i gang med en stor konference på Copenhagen Business School den 4. marts, hvor en række forskere, politikere og kommentatorer tager temperaturen på danskernes tolerance:
 
Hvor tolerante er vi - og hvad er tolerance egentlig?

De fleste ønsker at se Danmark som et pluralistisk samfund med plads til forskellighed. Men er der plads nok? Og hvad forstår vi egentlig ved tolerance i Danmark? Disse spørgsmål skal tre forskere fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet være med til at undersøge, nemlig professor Per Mouritsen, lektor Tore Vincents Olsen og adjunkt Lasse Lindekilde. Den danske undersøgelse er en del af det større EU-forskningsprojekt ”ACCEPT PLURALISM”, som har deltagelse af 14 EU-lande og Tyrkiet. I de femten lande undersøges, hvordan tolerance har det på to hovedområder: dels i det politiske liv og dels i de forskellige landes uddannelsessystemer.

Forskningsleder for projektet i Danmark, Per Mouritsen, forklarer dette fokus:
”På den ene side påvirkes vore forestillinger om, hvad der skal tolereres, stærkt igennem uddannelse og via den politiske debat. Hvis tolerance er en dyd, der skal læres, er folkeskolen et godt sted at begynde. På den anden side er begge områder centrum for intense diskussioner om, hvad liberale samfund skal finde sig i. I Danmark handler det uvægerligt om Islam. Er der holdninger og adfærd, der simpelthen skal holdes ude af det politiske liv – fx fordi de sammenblander religion og politik? Hvor rummelig skal den danske folkeskole være – og er den så rummelig, som vi tror?”

Konference i København 4. marts 2011 på Copenhagen Business School

Det danske projekt præsenteres ved en stor konference i København fredag 4. marts 2011 på Copenhagen Business School, hvor der, foruden projektdeltagerne medvirker en lang række talere. Til at tage temperaturen på danskernes tolerance bidrager såvel universitetsfolk, bl.a. professor Peter Gundelach fra Københavns Universitet og lektor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet, som en række politikere, praktikere og kommentatorer, bl.a. Manu Sareen, Yildiz Akdogan, Mikael Jalving, Rune Lykkeberg, Rune Engelbreth Larsen, Imran Hussain, Asmaa Abdol-Hamid, Lise W. Egholm og Jacob Mchangama.

Start med lokalt fokus og definition af begrebsapparat

Konferencen bliver det officielle startskud på et forskningsprojekt, der begyndte i sommer, og som kommer til at forløbe simultant med de andre deltagende lande frem til maj 2013. Projektet er finansieret af EU med et budget på over 2½ millioner euro. Projektet vil tage udgangspunkt i de enkeltes nationers lokale forhold, idet forskerne fra de femten deltagende lande vil begynde med at vende blikket indad mod deres egne lande. Men tolerance er et meget komplekst begreb, og for at undgå forskellige tolkninger skal en gruppe på seks landes forskere definere et begrebsapparat om tolerance og beslægtede begreber og om forskellige grader af accept og imødekommenhed, som alle så arbejder ud fra. Per Mouritsen og Tore Vincents Olsen er med i dette arbejde.
Integration, tolerance og intolerance

”Ofte, og ikke mindst i Danmark, misforstås tolerance-begrebet. Tolerance – modsat anerkendelse eller respekt – er accept af det, som vi ikke bryder os om, og som vi mener vi har gode grunde til at synes er forkert. Tolerance er ikke ligegyldighed eller tossegod åbenhed. Vi kommer til at arbejde med det jeg kalder for ’liberal intolerance’. Altså at vi, på trods af en i øvrigt stigende generel accept af forskellige grupper, herunder muslimske indvandrere, ikke accepterer specifik adfærd, værdier og symboler, som vi finder er i modstrid med ’vores liberale samfund’, fx idealer som lighed mellem kønnene”, fortæller Per Mouritsen, som selv i de kommende år skal undersøge, hvordan tolerance og intolerance kommer til udtryk i den politiske debat og i medierne:

”Nordvesteuropa har bevæget sig fra mere eller mindre vag multikulturalisme mod en bredspektret medborgerintegration, hvor Danmark er i front. Integration betyder at lave mennesker om og forme dem, så de passer ind hos os, måske mod deres vilje. Integration kan principielt være intolerant, og det skal den måske også være. Men vi behøver begreber til at håndtere de dilemmaer, vi møder på vejen”.

Videndeling på tværs af lande og spot på kontraster

Når projektet nærmer sig sin afslutning i 2013, er det meningen, at de deltagende lande skal dele deres viden og erfaringer, så den fremover kan bruges konstruktivt på en række forskellige niveauer. Videndelingen skal ske gennem en lang række planlagte publikationer, af såvel videnskabelig som mere formidlende karakter, rettet mod politikere, meningsdannere, medier og ansatte inden for de relevante områder. Desuden publiceres en ”tolerance-håndbog”, som skal påpege udfordringer og muligheder i det videre arbejde med tolerance-relaterede problemstillinger i EU, både nationalt og internationalt.

Forskningsleder Per Mouritsen fortæller:
”En del af projektet handler om sammenligning. Vi sammenligner ikke alle resultater fra alle lande, men fokuserer på interessante kontraster i landes håndtering og diskussioner af bestemte problemstillinger, for eksempel debatten om muslimske friskoler i Danmark sammenlignet med andre lande, hvor der også er sådanne skoler. Forhåbentlig kan vores projekt være med til at kvalificere debatten om tolerance i årene fremover.”

Yderligere informationer