Uddannelse: AU har fået en mere værdibaseret kvalitetspolitik

Aarhus Universitets nye kvalitetspolitik på uddannelsesområdet er mere enkel og mindre detailorienteret end sin forgænger. Og den sætter i højere grad fokus på de studerende og deres udbytte.

Foto: Lars Kruse

Tallene taler et tydeligt sprog: Hvor der før var fem delpolitikker, er der nu fire. Og hvor der før var 31 målsætninger, er der nu blot tolv.

AU’s nye kvalitetspolitik på uddannelsesområdet er kort sagt blevet mere overordnet og mindre detaljeorienteret. Og det er ifølge prorektor Berit Eika et helt bevidst valg:

”Den tidligere kvalitetspolitik er helt tilbage fra 2013. Dengang var vores kvalitetssystem mere uprøvet, så der var større behov for at være eksplicit om mange ting. Nu har vi arbejdet med systemet i praksis, og hele det organisatoriske setup er blevet mere modent. Derfor var det oplagt at træde et skridt videre mod en mere værdibaseret politik. Mindre manual og mere vision”.

De studerende mere i centrum

Den nye kvalitetspolitik fastlægger stadig de overordnede værdier for AU’s uddannelser. Men den giver de faglige miljøer endnu mere frihed til at udfolde dem lokalt. Samtidig sætter politikken også mere tydeligt de studerende i centrum.

”I 2013 stod vi foran den første institutionsakkreditering, så der var naturligt nok et stort fokus på at få konsolideret de interne processer. I arbejdet med den nye politik har det været et mere rent fokus på de studerende, vores forventninger til dem, og det udbytte, de kan forvente at få ud af en uddannelse på AU. Det tror jeg også vil give miljøerne gode vilkår for at finde deres egen vej til at realisere værdierne”, fortæller Arts-prodekan Niels Lehmann, der har været dybt involveret i arbejdet med kvalitetspolitikken.

Fra studievalg til aftagerkontakt

Den nye kvalitetspolitik er inddelt i fire delpolitikker, som tilsammen omkranser alle dele af et uddannelsesforløb:

  • Den gode studiestart
  • Fagligt stærke og sammenhængende uddannelser
  • Motiverende studie- og læringsmiljøer
  • Stærke kandidater med relevante kompetencer

Hver delpolitik rummer desuden tre værdier eller målsætninger, der skal fungere som pejlemærker for AU’s faglige miljøer i det lokale uddannelsesarbejde. Eksempelvis handler første delpolitik både om, hvordan AU bidrager til det gode studievalg, men også om at sikre studerendes integration i AU’s fællesskaber og at skabe en god overgang fra at være elev til at blive studerende.

”Det er ambitiøse mål, og det er ikke sikkert, at vi opfylder alle mål lige godt alle steder. Men det giver noget fælles at stræbe efter – og ikke mindst giver det de studerende en mere klar fornemmelse af, hvad vi arbejder for, og hvad de kan forvente sig af universitetet”, siger prorektor. Hun glæder sig samtidig over selve processen med at udvikle den nye kvalitetspolitik:

”Der har været et utrolig godt samspil mellem den administrative side og den faglige side, og både medarbejdere og studerende har bidraget stærkt til, at politikken ser ud som den gør. Så jeg vil meget gerne takke alle involverede for en utrolig inspirerende proces, og jeg håber, at resultatet også vil inspirere vores faglige miljøer i deres indsats for at udvikle vores uddannelser”.