Trivselspulje til genstart af studielivet

Læs nedenstående information, før du udfylder ansøgningsskemaet, som du finder nederst på siden.


Hvad er Trivselspulje til genstart af studielivet?

Aarhus BSS har afsat en pulje af midler til at genstarte studielivet i 2021 og styrke trivslen blandt de studerende efter en lang coronanedlukning.

Puljen med trivselsmidler skal finansiere lokalt funderede initiativer med fokus på at styrke de studerendes (re-)integration i uddannelsesmiljøerne. Midlerne kan søges af foreninger, studerende og studieledere, som ønsker støtte til aktiviteter med et fagligt-socialt indhold, der bidrager til fællesskabet blandt de studerende.

Hvem kan søge og til hvilke aktiviteter?

Studerende, foreninger og studieledere ved Aarhus BSS, der ønsker at afholde aktiviteter for Aarhus BSS-studerende kan søge om trivselsmidler.

Du kan se eksempler på aktiviteter, der har fået støtte fra puljen, under punktet "Eksempler på godkendte ansøgninger".  

Hvad kan du søge midler til?

  • Du kan søge tilskud til udgifter i forbindelse med aktiviteter af faglig karakter, gerne med suppleret med sociale elementer, der styrker fællesskabet for en målgruppe af studerende.
  • Der kan både være tale om aktiviteter, der afholdes på og uden for campus.
  • Du kan søge tilskud til aktiviteter, der afvikles inden udgangen af 2021. 
  • Eksempler på udgifter, du kan søge tilskud til: Oplægsholder, forplejning og aktivitetsredskaber. 

Hvad kan du ikke søge midler til? 

  • Du kan ikke søge tilskud med tilbagevirkende kraft, det vil sige aktiviteter der allerede er afholdt.  
  • Du kan ikke søge tilskud til tutorarbejde i forbindelse med studiestarten for førsteårsstuderende.
  • Du kan ikke søge midler til alkohol.
  • Du kan ikke søge tilskud til aktiviteter, der afvikles senere end 2021.

Hvad skal du være opmærksom på, når du ansøger om midler?

Alle ansøgninger vurderes individuelt.

Det skal ansøgningen indeholde:

  • Aktiviteten skal have et program og et budget, som I skal redegøre for i ansøgningen.
  • Aktiviteten skal have en målgruppe, og I skal beskrive, hvordan aktiviteten styrker fællesskabet for denne målgruppe.
  • Aktiviteten skal afvikles efter de til enhver tid gældende coronaretningslinjer og -restriktioner på AU, også selvom I afholder aktiviteten uden for campus.
  • Hvis aktiviteten sigter på studie(gen)start for årgang 2020, skal I desuden sikre, at den følger fakultetets Rammer for studiestart ved Aarhus BSS.
  • Efter afholdelse af aktiviteten skal I sende en opsamling til fakultetets trivselskoordinator, der beskriver, hvordan det gik, hvor mange der deltog, og hvad udbyttet blev.

Det tæller især positivt for ansøgningen, hvis:

  • Det er tydeligt og velargumenteret, hvordan aktiviteten er god for studiemiljøet og de studerendes trivsel.
  • Aktiviteten er inkluderende for en defineret målgruppe som for eksempel en hel årgang, et helt kursushold eller en hel forening.
  • Aktiviteten indeholder et fagligt element.
  • Aktiviteten ville ikke finde sted uden økonomisk tilskud fra puljen. 

Hvordan prioriteres ansøgningerne?

Vi prioriterer ansøgningerne med henblik på, at pengene kommer flest mulige studier til gode, og at aktiviteterne fremmer det sociale og faglige fællesskab på de enkelte uddannelser.

Aarhus BSS er særligt forpligtet på at tilgodese studerende, der har haft en studiestart præget af coronanedlukning, men denne målgruppe er ikke et kriterium for at søge pengene.

Eksempler på godkendte ansøgninger

  • En forening har fået tilskud til forplejning til en åben generalforsamling, hvor de vil hverve nye medlemmer.
  • En forening har fået tilskud til forplejning og redskaber til en aktivitetsdag, for studerende på årgang 2020.
  • En revy har fået tilskud til forplejning og redskaber til aktvitetsdag med sammenholdsøvelser og kreative projekter for studerende primært fra årgang 2019 og 2020.
  • Et studentermagasin har fået tilskud til at holde et foredragsarrangement for årgang 2020. 
  • En uddannelse har fået tilskud til at afholde et specialearrangement for kandidatstuderende på 3. semester. 

Hvordan søger du, og hvornår kan du forvente svar?

Download og udfyld ansøgningsskemaet nederst på siden og send det til trivsel.bss@au.dk. Vi vurderer ansøgningerne løbende og hurtigst muligt, men forvent op til 10 dages svartid.  

Fristen for at søge om midler fra trivselspuljen er den 15. november 2021.

Hvis du har spørgsmål til midlerne eller ansøgningen, kan du skrive til trivsel.bss@au.dk.