Ansøgning til AU

Ansøgningsfrister

Ansøgningsfristen for at komme på udveksling gennem AU's aftaler afhænger af, hvornår du skal afsted, men også af hvad du læser. Der er ansøgningsfrist to gange årligt, men men vær opmærksom på, at det ikke er alle studerende, som har mulighed for at søge i begge ansøgningsrunder.

  • 1. december for hele det efterfølgende akademiske år - søg fx 1. december 2020 for pladser i efteråret 2021 og foråret 2022
  • 15. september for det efterfølgende forår - søg fx 15. september 2020 for pladser i foråret 2021

Vi anbefaler alle, der har mulighed for det, at søge ved fristen 1. december. 2020 Ved fristen 1. december kan du søge om udveksling i enten ét semester (efterår eller forår) eller et helt akademisk år. Du søger altså her om en plads i efterårssemesteret 2021 og/eller foråret 2022.

Ved fristen 15. september kan du søge om udveksling i det efterfølgende forår. Denne frist er hovedsageligt beregnet til studerende, som starter på en ny uddannelse ved AU, og som skal søge ud allerede i deres andet semester. 

Ansøgningen

Du indgiver din ansøgning om udveksling online i MoveOn, AUs nye ansøgningssystem, der afløser AU GO.

Ansøgningsmodulet åbner ca. en måned inden ansøgningsfristen.

Du kan pt. stadig finde information om AU's partneruniversiteter i AU GO via evalueringerne (anden information er ikke opdateret). Senest 14. august vil Moveon være klar med opdaterede information om partneruniversiteter og tilgængelig pladser til ansøgningsrunden i september.

Det er vigtigt, at du læser beskrivelsen af de universiteter, du vil søge, grundigt igennem. Det er også vigtigt, at du sikrer dig, at de valgte universiteter har fag, som er relevante for dig og din uddannelse. Du skal også huske at tjekke, om nogle af de ønskede universiteter kræver dokumentation for dine sprogkundskaber.

Vær opmærksom på, at du øger dine chancer for at få en udvekslingsplads, hvis du søger bredt. Vi anbefaler, at du søger mindst 5 forskellige universiteter. Søg gerne alle de universiteter, som du finder interessante, og som har de rette fag. Søg gerne i flere forskellige lande, og undersøg, om der er stærke universiteter, som passer til din faglighed, som måske ligger i byer, du ikke kender eller først ikke havde overvejet. 

Ansøgningen til AU er kun til intern brug. Hvis du får tildelt en udvekslingsplads, vil du også skulle søge ind på værtsuniversitet. Du vil automatisk få mere information om dette på e-mail.

Svar på ansøgningen

Du får svar på din ansøgning om en udvekslingsplads senest 8 uger efter ansøgningsfristens udløb. Svaret kommer på e-mail. 

Du vil også få en e-mail om, hvilke bilag du skal eftersende samt fristen for at indsende dem.