Nu kan Arts-studerende komme på virksomhedsbesøg i Aarhus

For første gang i Aarhus har Arts Karriere arrangeret et virksomhedsbesøg for de studerende. Det foregik på Dokk1, hvor de studerende besøgte Sofie Gad, der fortalte om, hvordan hun med en uddannelse i Antropologi og Oplevelsesdesign er endt som Rumdesigner og Netværksskaber.

15.10.2019 | Charlotte Møller Nygaard

Sofie Gad viser de studerende rundt og fortæller om sit arbejde på Dokk1. Foto: Charlotte Møller Nygaard

Sofie Gad viser de studerende rundt og fortæller om sit arbejde på Dokk1. Foto: Charlotte Møller Nygaard

De studerende får tid til at stille alle deres spørgsmål til Sofie Gad om hendes vej fra studie til arbejde. Foto: Charlotte Møller Nygaard

De studerende får tid til at stille alle deres spørgsmål til Sofie Gad om hendes vej fra studie til arbejde. Foto: Charlotte Møller Nygaard

På Dokk1 arbejder Sofie Gad både strategisk og praktisk med det fysiske biblioteksrum som oplevelsesrum, eksperimentarium, partnerskabsdriver og kommunikationsplatform – ofte i samarbejde med borgere, eksterne partnerskaber og byens aktører. Hun fortalte blandt andet om sine overvejelser og vej gennem interesser, uddannelse og jobs, og hvordan hun er endt med at arbejde på Dokk1.

Det første besøg i Aarhus

Besøget er det første i en række, som Arts Karriere har arrangeret for de studerende, og karrierekonsulent Karen Lintner siger om det nye tiltag i Aarhus:

”Arts Karriere vil rigtig gerne være med til at bygge bro mellem studerende og virksomheder. I Emdrup har vi længe haft gode erfaringer med virksomhedsbesøg. Det vil vi gerne afprøve i Aarhus nu. At udvide vores arrangementstilbud til også at indeholde virksomhedsbesøg giver mulighed for, at studerende kan møde alumner fra Arts i deres hverdag. Udover at høre om alumnens arbejde og opgaver, så oplever de studerende i højere grad, hvordan det er at være på lige præcis den konkrete arbejdsplads ved at møde alumnerne ude i deres virksomhed eller organisation. Det giver en anden forståelse for, hvilket arbejdsliv der venter”.

Gode råd fra en nyuddannet

I løbet af besøget fik de studerende også mulighed for at spørge mere ind til konkrete opgaver og udfordringer, der møder én som nyuddannet. Det var især spørgsmål om samarbejdet med eksterne partnere og overgangen fra studie til arbejdsliv, der fyldte. Ved spørgsmålet om hvordan man får det første job, pointerede Sofie Gad:

”Det handler om ens profil, kompetencer, netværk og engagement, og om hvordan man har formet sin faglighed gennem ens uddannelse og studiearbejde. Og derudover skal man være en smule heldig”.

Netop det, at høre fra en færdiguddannet humanist om hvordan ens almindelig arbejdsdag ser ud, og hvilke kompetencer der betyder noget for at lande det første job, var vigtig for Maria Josephine Dreyer West fra Oplevelsesøkonomi, 3. semester:

”Det vigtigste for mig var at møde en nyuddannet, som har fundet et spændende job, og som virkelig brænder for det. Succeshistorier er altid inspirerende og de giver motivation til fremtiden på arbejdsmarkedet. Desuden var det glædeligt at høre, at netværk også spiller en rolle efter uddannelse”.

Besøg som øjenåbner

Af kompetencer lagde Sofie Gad vægt på, at det er hendes metodiske rygsæk fra Antropologi og arbejdet med design thinking, sammen med hendes erfaring med at formidle gennem udstillinger og rum, der har ført hende til arbejdet på Dokk1. I det hele taget blev de studerende klogere på, at der sidder mange humanister på Dokk1, blandt andet er der en god blanding af kandidater fra Arts i Sofie Gads afdeling Program, Partnerskaber og Kommunikation. Det er også et af formålene med virksomhedsbesøg, som Karen Lintner understreger:

”Vi håber også, at de studerende kan se pointen i at deltage i et virksomhedsbesøg, selvom deres faglige profil måske ikke er den samme som den alumne, vi besøger. Det giver dem nemlig mulighed for at få øje på, hvilke andre profiler der er ansat i virksomheden”.

Vil du med til næste virksomhedsbesøg? Læs om dem og andre Arts Karriere-arrangementer her.

Studerende, Besøg, Alumner