Studerende

Studerende fra Arts agerede lokale problemknusere

For femte år i træk fik studerende fra Arts på Aarhus Universitet lov til at fremvise deres viden og evner over for erhvervslivet i Silkeborg, da samarbejdsprojektet Stay Relevant afholdt case competition.

120 studerende fra Arts omsatte deres akademiske evner til brugbare løsninger for virksomheder i Silkeborg ved projektet Stay Relevants årlige case competition.

'Omsæt dine akademiske kompetencer til strategisk forretningsudvikling, og hjælp virksomheder med at forblive relevante for kunder og samarbejdspartnere.'

Sådan lyder overskriften for projektet Stay Relevant, og det var netop, hvad godt 120 studerende fra Arts på Aarhus Universitet kastede sig ud i, da den femte case competition i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Silkeborg Kommune fandt sted på Campus Bindslevs Plads i Silkeborg.

Her summede bygningen i hjertet af byen dagen igennem af liv og kreative tanker, mens de studerende løste konkrete problemstillinger for fem lokale virksomheder.

Fra byens fodboldklub, Silkeborg IF, lød udfordringen eksempelvis: 'Vi har på Jysk Park i Silkeborg et tilskuergennemsnit på cirka 3500. Faciliteterne er fremragende og resultaterne gode – hvordan kan vi få flere silkeborgensere til at komme på station?'

Herefter var det ellers – i grupper på mellem to og seks studerende – at omsætte den faglige ballast fra universitetsverdenen til gode idéer for erhvervslivet.

"Jeg synes, det har været en rigtig spændende dag. Jeg har fået lov til at være kreativ og skulle finde på en løsning hurtigt. Det er noget, jeg måske ikke gør så tit, fordi vi på mit studie ofte har god tid til at tænke rigtig meget over tingene. Her vi har fået lov til at udforme noget relaterbart og anvendeligt, som har en relevans for andre mennesker – og ikke kun for de mennesker, som vi har løst en konkret case for, men også for dem, som skal bruge den," fortæller Thomas Balle, der til dagligt læser antropologi på femte semester.

Nytænkende svar

Efter godt seks timers hårdt arbejde med brainstorming, diskussioner og tilrettelæggelse af projektet udmundede dagen i korte og konkrete oplæg, hvor de studerende på fem minutter fik lov til at fremlægge deres problemløsninger for de inviterede virksomheder. Senere blev den endelige case competition-vinder fundet af et eksternt dommerpanel.

Også fra modtagersiden var der begejstring for Stay Relevant-projektet. Eksempelvis hos projektleder i Outdoor Institute, Pelle Mortensen, der blandt andet ønskede en løsning på, hvordan brugen af organisationens friluftsudstyr og tilbud kan appellere til folk, som ikke normalt færdes i naturen.

"Jeg synes, vi har fået en masse gode og nytænkende svar på, hvordan vi kan gribe vores problemstillinger an. De studerende havde blandt andet nogle konkrete idéer til målgrupper, som vi ikke selv havde tænkt på, og dem vil vi helt klart tage med videre, når vi skal drøfte det hos os," siger Pelle Mortensen.

Smittende samarbejde

Det er femte gang, at Stay Relevant-arrangementet finder sted, og dekan på Arts, Johnny Laursen, glæder sig over det gode samarbejde, Aarhus Universitet og Silkeborg Kommune har fået etableret med erhvervslivet for øje.

"Jeg er rigtig glad for, at universitetets samarbejde med Silkeborg Kommune smitter af på kommunens virksomheder. Vi glæder os over, at vores studerende med sådan en case-competition får mulighed for at udfordre sig selv og vise deres evner og viden over for virksomheder i Silkeborg. Jeg er sikker på, at både virksomheder og studerende får værdifuld viden med hjem fra dagen. Måske får virksomhederne endda nye medarbejdere med sig hjem, og kommunen nye borgere," siger Jonny Laursen.


Stay Relevant

  • Stay Relevant er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Silkeborg Kommune.
  • Formålet er, at de studerende får mulighed for at vise deres akademiske evner over for virksomheder, som sidder med konkrete problemstillinger, og tilsvarende får erfaring i at 'pitche' gode idéer og arbejde med designprocesser.
  • I år deltog følgende fem virksomheder fra Silkeborg med cases: Handel Silkeborg, Museum Jorn, Outdoor Institute, Sweco Architects og Silkeborg IF.
  • Læs mere om idéen bag Stay Relevant.