Willkommen! Bienvenue! Welcome!

Og Bienvenido til de spanskstuderende. Kreative tutorer tager i disse dage godt imod de nye studerende på Arts. Det sker med blandt andet orienteringsløb, filmaftner og rundvisninger i byen. Vi var med, da de nye sprogstuderende holdt rusuge.

04.09.2017 | Signe Bram

Studiestart hænger uløseligt sammen med navneleg i Universitetsparken.

Studiestarten på Arts er særlig i år, fordi fakultetet for første gang tager imod studerende, der skal læse International virksomhedskommunikation i enten engelsk, fransk, spansk eller tysk. Tidligere hørte de erhvervssproglige uddannelser til på Aarhus BSS, men nu er sproguddannelserne samlet ved Arts på Institut for Kommunikation og Kultur. Allerede ved studiestart har de erhvervssproglige og de humanistiske sproguddannelser godt gang i samarbejdet, da flere tutorer har arrangeret rusuge på tværs af fag og studieretninger. Rusugen slutter med en stor fælles fest for alle sprogfag.

De nye rammer stiller nye krav til de mange tutorer. Det er nemlig dem, der sørger for, at de nye studerende bliver taget godt imod. Her kan du møde nogle af dem og læse, hvorfor de blev tutorer.

Alexander Thygesen, 22 år
3. semester, Spansk sprog, litteratur og kultur

Jeg er tutor, fordi jeg godt kunne tænke mig at give noget tilbage til det studie, som har givet mig så meget. Det har været et stort arbejde at planlægge rusugen i år, fordi antallet af optagne elever på spansk er tredoblet på grund af sammenlægningen. Men jeg er rigtig glad for at have været med til at planlægge den, fordi jeg mener sammenlægningen er en rigtig god idé. Den bringer en masse mennesker sammen, som har en fælles passion for det sproglige. Jeg tror, sammenlægningen vil betyde mere mangfoldighed og mere sparring på tværs af de to studier.       

Ekrem Baydar, 21 år
3. semester, International virksomhedskommunikation i engelsk

Jeg er tutor, fordi jeg havde et mega fedt forløb, da jeg selv startede sidste år. Jeg synes, det var fedt, at jeg havde nogle tutorer, som både var der i forhold til det sociale og i forhold til det faglige. Jeg kan godt lide at hjælpe folk, og jeg er en person, der gerne vil have alle med. Så min vigtigste opgave som tutor er at sikre, at alle har det fedt, og at alle er med.

Rasmus Juhl Føns, 23 år 
5. semester, International virksomhedskommunikation i engelsk

Jeg er tutor på grund af det sociale. Som tutor handler det om at sætte ting i gang og så trække sig tilbage. Man skal give de nye studerende nogle redskaber – det kan være samtaleemner, eller de lege vi leger – og som tiden går, gør de tingene mere af sig selv, og så kan man som tutor bare stå og kigge stolt på.   


Rusugen giver de nye studerende mulighed for at komme til at kende hinanden på tværs af fag, årgange og studieretninger. Og netop mødet med de andre medstuderende er en af de ting, som mange af de nye studerende især har set frem til:

Emma Sofie Mariendal, 20 år
International virksomhedskommunikation i spansk

Hvad har du mest glædet dig til ved din studiestart?
Jeg glæder mig helt vildt til det faglige, men jeg har virkelig også glædet mig til at møde nogle nye mennesker, som har det til fælles med mig, at vi alle elsker spansk og elsker sprog.

Hvorfor har du valgt spansk?
Jeg synes det er et smukt sprog. Samtidig er det også et sprog i vækst. 

Vanessa Zamini, 20 år
International virksomhedskommunikation i engelsk

Hvorfor har du valgt IVK-engelsk?
Fordi mine to yndlingsfag på HHX var engelsk og afsætning. Disse to fag er godt repræsenteret på denne uddannelse.

Hvad vil du bruge din uddannelse til?
Jeg har ikke nogen bestemt jobtitel, jeg stræber efter, men jeg vil gerne rejse og lave markedsanalyser, og jeg forestiller mig, at vi får nogle færdigheder med herfra, som klæder os på til at kommunikere med andre kulturer. 

Frederik Wendelboe Jensen, 22 år
Spansk sprog, litteratur og kultur

Hvad har du mest glædet dig til ved din studiestart?
Jeg har glædet mig til at komme i gang med at studere og lære noget nyt, men samtidig også at møde nogle nye mennesker.

Hvad er dine forventninger til studiet?
Forhåbentlig kan jeg tale flydende spansk om kort tid, så jeg kan bruge det i fremtiden. Men også kulturmæssigt glæder jeg mig til at lære noget nyt.

Mia Norrby, 21 år
International virksomhedskommunikation i engelsk

Hvad har du mest glædet dig til ved din studiestart?
Jeg har glædet mig til at komme i gang igen efter mine to sabbatår. Så nu er jeg bare klar til at komme i gang på en ny måde.

Hvorfor har du valgt IVK-engelsk?
Det, jeg har læst om uddannelsen, lyder lige som noget for mig, fordi jeg synes, PR, kommunikation og marketing er virkelig spændende. 

Jasmin Jaganjac, 20 år
International virksomhedskommunikation i engelsk

Hvad har du mest glædet dig til ved din studiestart?
At møde nye mennesker og opleve at studere på en anden måde end i gymnasiet

Hvorfor har du valgt IVK-engelsk?
Det åbner for mange muligheder, og så synes jeg, både bussines-delen og den sociologiske del er spændende og koblet med det sproglige, er det bare helt perfekt for mig. 

Kasper Sølling Lundberg, 23 år
International virksomhedskommunikation i spansk:

Hvad har du mest glædet dig til ved din studiestart?
Jeg har glædet mig mest til at møde mine nye medstuderende.

Hvad er dine forventninger til studiet?
Jeg håber jeg klarer mig godt, selvom jeg tror, der kommer nogle udfordringer - jeg tror ikke alt er nemt. 

 

Som følge af sammenlægningen er knap 500 studerende blevet tilbudt en plads på et af sprogfagene ved Institut for Kommunikation og Kultur. Det betyder, at instituttet nu huser et af Nordeuropas største forsknings- og undervisningsmiljøer. Du kan læse mere om sprogssammenlægningen her. 

 

 

Studerende