Fem fif til CompanyDating

Når du skal imponere, interessere og skabe kontakt til CompanyDating er her fem ting, du kan forberede dig på.

1: Find deres behov
Når vi skal sælge os selv, kommer vi nemt til at tale meget om os selv og vores egne fortræffeligheder. Men når du skal gøre et godt indtryk på en kommende arbejdsgiver er det verdens bedste trick at få dem til at fortælle om deres behov først. På den måde kan du bag efter tale dig selv og dine kvalifikationer ind i deres behov.

Populært sagt, så er alle Peter Plys – vi vil allerhelst høre en historie om os selv. Det vil din kommende arbejdsgiver også. Så fisk efter hvad de leder efter og forbered spørgsmål, der kan afsløre deres behov. Fx ”Hvad ser I efter hos en kommende kollega?” ”Hvordan arbejder I typisk hos jer?” ”Hvad er jeres kerneydelse” …

2: Vis at du er løsningen
Nu hvor du ved, hvad de er på udkig efter, hvad de (tror de har) har behov for og du kender de ord, de bruger, er du klar til at sælge.

Vis hvordan du passer lige ind i deres organisation ved at vise, hvordan du kan udfylde deres behov på en helt unik måde. Her skal du hjemmefra have forberedt gode eksempler på, hvordan du er vant til at arbejde på studiet, i dit fritidsjob etc. Du skal også gerne forberede gode eksempler på, hvordan du både generelt og specifikt har lært at arbejde på dit studium. Fald ikke i ”jeg kan holde mange bolde i luften”-fælden. Det kan alle akademikere. Så hvad er dit særkende? Hvad er det særlige, de kommer til at huske dig for? Et job, en case eller en opgave, du skrev?

3: Kend din autentiske krop
Fordi vi spejler hinanden som mennesker, ser vi også nemt, hvis den, vi står overfor opfører sig unaturligt. Normal taler-adfærd er at stå med lige vægt på begge ben, at hænderne gestikulerer foran kroppen og at kigge på lytteren ind i mellem, men ikke hele tiden. Prøv selv at observere den næste samtale du har i kantine-køen eller med en læsegruppemakker!

God lytteradfærd er at se på taleren hele tiden, at spejle kropssprog – altså stå ca. på samme måde samt at komme med nik eller små mm-lyde, der indikerer at du lytter og er med. Til CompanyDATING skal du sikkert både lytte og tale. Så undersøg hvad du gør i en almindelig samtale. Så ved du, hvad du skal, når du står foran en spædende arbejdsgiver og pludselig ikke kan huske hvad dine hænder burde gøre.

4: Posér bredt, smil
Når du står ved en spændende stand og kan mærke nervøsiteten, så pas på med at gøre kroppen lille. Magtfulde mennesker poserer bredt – så gå ind i samtalen med bred brystkasse og løftet hoved. Hvis du alligevel pludselig finder dig selv stående med krydsede ben og foldede arme, så bare fold dig ud igen, og fortsæt. Midt i at du skal huske dine spørgsmål og dine eksempler kan du risikere at se meget alvorlig ud. Smil venligt og imødekommende og øv dig i et fast håndtryk.

5: Hold kontakten
Når samtalen er slut, og du gerne vil holde kontakten, så sørg for at holde kontrollen hos dig selv. Lad ikke dem kontakte dig – så ender du med at sidde og kigge på dine telefon indtil de ringer. Det skal gerne være dig, der foretager næste skridt. Sørg for at du får til opgave at ringe på mandag eller sende dit CV. Så viser du initiativ og du har lov at rykke for et svar. Det kan du ikke, hvis du giver dem kontrollen med jeres næste kontakt.

Af Linda Greve
Cand.theol., Ph.d. i virksomhedskommunikation og forfatter til bl.a. Den gode præsentation