Erfaringer med et erhvervsspeciale

Gennem sit specialearbejde blev Pernille klogere på, hvordan hun kan omsætte akademisk viden til praksis. Vi har interviewet Pernille Iris Bak om det at skrive et erhvervsspeciale.

Hvad har du skrevet erhvervsspeciale om?

Jeg skrev mit erhvervsspeciale i samarbejde med den århusianske konsulentvirksomhed MacMann Berg, og casen var en nordjysk virksomhed i den offentlige sektor. Specialet havde læringstransfer som omdrejningspunkt og søgte gennem et empirisk studie at opnå en dybere forståelse af, hvordan mennesker omsætter viden og læring mellem efteruddannelse og arbejde. Mere konkret undersøgte jeg med afsæt i sociale og relationelle teorier, hvordan en gruppe af ledere deltog og lærte på en lederuddannelse og efterfølgende oversatte den teoretiske og praktiske viden fra uddannelseskonteksten til deres daglige ledelsesarbejde.

Hvordan fik du lavet aftalen med den erhvervspartner, du skrev specialet i samarbejde med?

Under min praktikperiode i MacMann Berg gik det op for mig, at flere i virksomheden delte min interesse i emnet ”transfer.” Vi var optaget af, hvordan læringsudbyttet og den organisatoriske værdi af investeringer i efter- og videreuddannelsesforløb kunne forstås, undersøges og forbedres. MacMann Berg var heldigvis interesserede i at samarbejde med en specialestuderende, og i løbet af min praktikperiode fik vi sammen defineret et fokus for opgaven, som var interessant for både mig og dem. Da specialeperioden gik i gang tilbød de mig at gå op opdagelse i deres kundenetværk, og sammen fandt vi en case-virksomhed, som i forbindelse med et lederuddannelsesforløb var interesseret i at få undersøgt transferværdien af dette. 

Hvad fik virksomheden ud af dit specialearbejde?

MacMann Berg fik gennem mit specialearbejde et indblik i både den teoretiske og praktiske verden inden for emnet transfer. Jeg videndelte løbende resultaterne og læringen fra mit specialearbejde, og i slutningen af min specialeperiode holdt jeg et oplæg for alle i virksomheden. Her drøftede vi, hvordan læringen fra specialet kunne omsættes til praksis og bruges i forbindelse med fremtidige opgaveløsninger og uddannelsesaktiviteterne i MacMann Berg.

Fordi case-virksomheden var en kunde og deltager på en skræddersyet MacMann Berg lederuddannelse, kunne jeg også undervejs kvalificere og komme med gode input til underviseren i forhold til tilrettelæggelsen af uddannelsesforløbet.

Case-virksomheden fik gennem specialesamarbejdet en forståelse for, hvordan lederne anvendte den nye viden og metoderne fra uddannelsesforløbet i praksis. De blev klogere på den praktiske værdi af uddannelsen og fik også øje på, hvor de med fordel kunne sætte ind og udvikle med henblik på at opnå endnu større transferværdi. Jeg afholdt efter afleveringen af specialet en workshop for ledergruppen, hvor jeg præsenterede dem for de vigtigste pointer inden for transferteorien og satte en proces i gang med dem, hvor vi drøftede resultaterne af undersøgelsen.

Hvad fik du ud af at skrive et erhvervsspeciale?

Først og fremmest er jeg gennem mit specialesamarbejde blevet klogere på, hvordan jeg bedst muligt kan omsætte min akademiske viden til praksis. Ved at indgå i et samarbejde om et erhvervsspeciale blev jeg ansvarlig for at levere et ”vidensprodukt”, som faktisk kunne bruges til noget i den virkelige verden. Det gjorde mig endnu mere ambitiøs i processen, og i dag er det en viden og erfaring, som jeg bruger aktivt i min karriere. Specialet var min vej ind i mit første fuldtidsjob som ledelses- og organisationskonsulent hos MacMann Berg, hvor ”transfer” blev et af mine centrale arbejdsområder.

Hvilke udfordringer er der i at lave erhvervsspecialer?

Du forpligter dig som regel gennem et erhvervsspeciale på at levere et resultat til din samarbejdspartner af den ene eller den anden art. Jeg oplevede det som en stor motivationsfaktor at skrive et speciale for og med andre. Samtidig kan det dog også blive til et pres i processen, hvis man støder på problemer undervejs. Derfor er det hjælpsomt med en god og løbende forventningsafstemning med samarbejdspartneren: Hvad forventer begge parter af processen og indholdet i specialet? Hvad hvis den specialestuderende støder på udfordringer undervejs? Denne dialog gav mig en god ro i maven i forhold til mine egne forventninger og ambitioner.

Hvad er dit bedste råd til andre studerende, der overvejer at skrive et erhvervsspeciale?

Jeg anbefaler virkelig, at du starter med at sætte dig ned og blive klar på, hvad du personligt ønsker at få ud af din specialeproces: Hvilken slags speciale vil du skrive? Hvad skal det sætte dig i stand til? Hvilken proces har du brug for? – jo tydeligere du kan blive omkring dine ønsker og behov, jo bedre bliver dialogen også med samarbejdspartneren, hvis du går ind i et erhvervsspeciale.

Hvis det er muligt at få løbende sparring fra sin samarbejdspartner eller gå på opdagelse i virksomheden og netværket omkring virksomheden, anbefaler jeg på det kraftigste, at du benytter dig af denne mulighed.

Endelig kommer du med et erhvervsspeciale på cv’et også til at stå stærkere, når du efterfølgende skal søge job.

Pernille Iris Bak

  • Dimissions år: 2017

  • Uddannelse: Cand. soc i Uddannelsesvidenskab