Social Media Specialist hos Dansk Supermarked

En typisk arbejdsdag

Mine arbejdsdage er sjældent ens, men gennemgående for dem er, at jeg er i tæt dialog med Bilka, som jeg er tilknyttet i hverdagen. Det indebærer alt fra research til indholdsplaner, udvikling af indhold baseret på briefs om fastlagte kampagner til community management på deres social medie platforme.

Mine arbejdsopgaver

  • Kreativ sparring på kampagneidéer og konkrete indholdsideer til sociale medier.
  • Projektleder på videoproduktion til sociale medier
  • Community Management

Den fedeste arbejdsopgave

For mig er det at få lov at sætte min viden i spil. Hvad enten det er i opkvalificering af kolleger ude i butikkerne med henblik på aktivering af deres butiks tilstedeværelse på sociale medier, eller i sammensætning af kampagneidéer og indholdsproduktion.

Min vej fra studie til job

Under hele mit studie arbejdede jeg på en restaurant, hvor jeg løbende ragede ekstra opgaver til mig med ansvar for online markedsføring. Mit første job var jeg selv med til at skabe. Kort fortalt kontaktede jeg marketingchefen for det center restauranten lå i og solgte mig selv til en ikke-eksisterende stilling som Community Manager. Derfra gik tingene stærkt; jeg blev hurtigt ansat og siden da jeg har jeg arbejdet med sociale medier indenfor ligeledes eventbranchen, og nu i detailbranchen.

Det overraskede mig i overgangen fra studie til job

Jeg opdagede hurtigt den store forskel mellem at arbejde frem imod eksamen på halvårsbasis til en nu mere flydende hverdag, hvor arbejdet er meget mere langsigtet og strategisk.

Min faglighed i spil

Min uddannelse har især lært mig at se problemstillinger fra mange forskellige perspektiver og analysere dem. Det bruger jeg meget i mit arbejde, hvor jeg blandt andet er ansat til at være forandringsagent i en stor organisation med mange forskelligartede formål, verdenssyn og kompetencer. 

Et godt arbejdsliv er

Mange ville nok svare, at der skal være en god balance mellem arbejde og privatliv. For mig er det vigtigste, at jeg glæder mig til at tage på arbejde hver dag, når jeg står op. I dette har særligt mine kolleger en stor andel, men for mig betyder det også ekstremt meget, at mine kompetencer bliver sat i spil, og de bliver udfordret. Hver dag.

I fremtiden drømmer jeg om

Jeg drømmer om at udvikle mine egne kompetencer indenfor de områder jeg arbejder med. Det lyder som en kliché, men det er sandt: Jeg bliver aldrig træt af at prøve nye ting af, tage nye udfordringer op, og blive dygtigere, og min motivation for dét er også samtidig det, der gør, at jeg nyder mit arbejde.

Et godt råd

Indstil dig på, at dit første job ikke nødvendigvis er dit drømmejob (til at starte med - måske det bliver det). Glem alt om karakterer og teori. Du lærer praksis, når du bliver kastet ud i det, og det er en fantastisk læringskurve og ikke mindst oplevelse.

 Artiklen er skrevet i maj 2017

Heidi Engkjær

  • Cand.mag. i Informationsvidenskab

  • BA i Informationsvidenskab

  • Dimitteret i 2014

  • Social Media Specialist hos Dansk Supermarked

  • Find Heidi på LinkedIn