Marketing Manager hos LEGO

En typisk arbejdsdag 

Der er ikke rigtig en ”typisk dag”, da arbejdet er alsidigt og favner bredt over mange forskellige opgaver. Den ene dag kan man f.eks. være til forbrugertest i udlandet, og den anden dag kan man sidde og nærstudere rapporter af f.eks. økonomisk karakter eller omhandlende ny viden om marketing, medier, forbrugeradfærd eller det produkttema man arbejder på.  Men en stor del af tiden går også med kommunikation med det team man sidder i, med det kreative bureau, med brand managers i markederne og med leadership teamet om blandt andet strategi og eksekvering. 

Tre konkrete arbejdsopgaver

  • Teste produkttema på forbrugerne og implementere findings i den videre udvikling.
  • Årlig fysisk præsentation af produkttemaet for markeder, leadership team
    og globale retailers for input til videreudvikling. 
  • Briefe og samarbejde med kreativt bureau om marketingstrategi og -koncept.

Den fedeste arbejdsopgave

En af mine mest spændende arbejdsopgaver har helt klart været at blive marketinglead på test og lancering af et helt nyt produkttema, aldrig før set hos LEGO. Det var innovativt, interessant, udfordrende og vigtigst af alt meget lærerigt. Det indebar alt lige fra konceptudvikling, forbrugertests, præsentation for forskellige stakeholders, implementering af læringer og feedback i udviklingen, lancering af produkter og kampage, opfølgning på salg og kampagne i samarbejde med markeder, afrapportering af udvikling, opsamling på læringer til videre brug i virksomheden samt meget mere.

Min vej fra studie til job

Jeg har altid haft arbejde ved siden af min uddannelse, hvilket har givet mig en god praktisk forståelse af forskellige typer jobs og brancher. Det har desuden hjulpet mig til at pejle mig mere ind på mine interessefelter og været med til at forme min karrierevej. Også selvom ikke alt har været relateret direkte til mine uddannelser. Desuden har jeg været meget opsat på at bruge alle muligheder for at komme i praktik. Eksempelvis var jeg under spanskstudiet i praktik hos SAS i Madrid. Det blev relevant for mig, da jeg efter endt uddannelse søgte arbejde hos LEGO, blandt andet fordi jeg fik erfaring med at arbejde i en international organisation.

Det overraskede mig i overgangen fra studie til job

Hvor meget tid man havde som studerende, også selvom man går højt op i sit studie, og bruger mange kræfter på det. På arbejdsmarkedet vil man ofte opleve, at der ikke er lige så lang tid til alle opgaver, og at man kan få meget ud af at effektivisere sin energi og nogle gang prioritere skarpt.   

Min faglighed i spil

Min markedsføringsuddannelse (Markedsføringsøkonom) bruger jeg hver dag, men det spanskrelaterede er jeg meget lidt i kontakt med. En stor del af grunden til, at jeg valgte spanskstudiet var dog også min interesse for andre kulturer og mennesker samt kommunikation, og det får jeg i høj grad tilfredsstillet. Samtidig har jeg valgt en fritidsinteresse, at danse salsa, som fint supplerer med en kontakt til det latinamerikanske. Jeg har også tidligere været frivillig oversætter.    

Et godt arbejdsliv er

At have et godt arbejdsliv er for mig en kombination imellem at have spændende og udviklende arbejdsopgaver, at have en alsidig hverdag, at have ansvar og føle, at jeg bidrager til et produkt, men også at skabe synergi gennem teamwork med kollegaer. Desuden er jeg glad for og bliver inspireret af at være omgivet af forskellige typer af mennesker, gerne nogle som har andre kompetencer end mig selv, så vi kan supplere og lære af hinanden. 

I fremtiden drømmer jeg om

Hvis vi taler arbejdsmæssigt, er det især vigtigt for mig at blive ved med at udvikle mig og lære syn samt føle at mit arbejde gør en forskel. Det har også betydning for mig, at der bliver ved med at være en god balance mellem arbejdsliv og familieliv.

Et godt råd

Nyd tiden som studerende :-) Hav gerne et mål for din karriere, men vær åben for afstikkere undervejs. Det kan være de fører dig steder hen og giver dig nye kompetencer, eller afslører kompetencer hos dig, du ikke vidste, du havde.

Artiklen er fra maj 2017

Janni Langkjær Pedersen

  • Cand.mag. i Spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur 

  • BA i Spansk

  • Dimitteret i 2010

  • Marketing Manager hos LEGO

  • Find Janni på LinkedIn