Kontaktchef hos Happy

En typisk arbejdsdag

I min stilling som kontaktchef er der sjældent en dag, der er ens. Jeg driver min egen kundeportefølje, så derfor er min fornemmeste opgaver at sørge for, at de virksomheder, jeg arbejder med, når deres mål. Derfor går en typisk dag med kundedialog og briefing af kreative på de opgaver, hvor mine kunder ligger. Her har jeg det strategiske ansvar og skal således stille strategiske retningslinjer op for de medarbejdere, som skal løse opgaven kreativt. Det kan eksempelvis være målgrupper, værdier, budskaber og tone-of-voice. Derudover går meget af dagen med kundemøder, hvor fokus som ofte er på konkrete opgaver, der kan være med til at udvikle og styrke forretningerne kommunikativt. På en typisk dag har jeg også en præsentation. Jeg er nemlig så priviligeret, at jeg får lov til at præsentere de stærke kampagner og løsninger, som jeg udarbejder sammen med mine kollegaer.

Mine arbejdsopgaver

• Kampagnestrategier

• Medieplanlægning

• Briefinger

Den fedeste arbejdsopgave

Jeg er en succes, når mine kunder er en succes. Derfor arbejder jeg hver dag benhårdt på at lave de bedste løsninger for mine kunder. Det er samtidig den fedeste arbejdsopgave, fordi det tvinger mig til konstant at være på dupperne.

Det største kick, jeg får, er når jeg kan se, at vores løsninger skaber resultater for kunderne. Derfor er det altid lidt spændende at afvente konkrete tal på kampanger.

Min vej fra studie til job

Jeg brugte mange ressourcer på praktikforløb, og det har været meget givende for mig. Min første praktik tog jeg frivilligt uden for universitet. Jeg så en stilling hos Organic Basics og Culture Works, som jeg ikke kunne lade være med at søge. Her forelskede jeg mig i bureaubranchen. I samme periode arbejdede jeg konkret med markedsføring og kommunikation som marketingsansvarlig for virksomheden Re-Match, som i dag er en af mine kunder på bureauet. På min kandidat valgte jeg at søge udenlands og fik en praktikstilling som Communications Manager for en dansk konsulentvirksomhed i Shanghai. Det gav hår på brystet og øgede mine faglige kompetencer.

Det overraskede mig i overgangen fra studie til job

Jeg har brugt meget tid på at arbejde ved siden af mit studie, så derfor var det ikke uvant for mig. Jeg har været positivt overrasket over, hvordan jeg har kunne bruge mine kvalifikationer fra universitet på arbejdsmarkedet. Her er det især evnen til at arbejde sammen med andre i teams, der har været givende.

Min faglighed i spil

Jeg bruger de menneskelig ressourcer mere end de faglige. Herudover trækker jeg meget på den projektledelseerfaring, som jeg har fået på baggrund af Informationsvidenskab og Medievidenskab, som begge har stor fokus på at køre projekter i mål.

Et godt arbejdsliv er

Det vigtigste er at være glad for det du laver - og ikke mindst at blive udfordret. Samtidig er samspillet mellem kollegaer, som fagligt er enorm dygtige, også en stor drivkraft i mit arbejdsliv.

I fremtiden drømmer jeg om

Jeg drømmer om fortsat at kunne levere kommunikative løsninger, som hjælper virksomheder videre med at nå deres mål. Og så drømmer jeg om fortsat at have det sjovt, mens jeg gør det.

Et godt råd

Få erhvervserfaring hurtigst muligt - det er især på arbejdsmarkedet, at man kan mærke, hvordan teori bruges i praksis - og så finder man hurtigere sin rette hylde. Praktik og studiejobs har i den grad været med til at forme min karrierevej og har i høj grad haft indflydelse på, at jeg i dag sidder i en super fed stilling.

Artiklen er skrevet i april 2018

Mathias Christensen

  • Cand.mag. i Medievidenskab

  • BA i Informationsvidenskab

  • Dimitteret i 2017

  • Kontaktchef hos Happy

  • Find Mathias på LinkedIn