Indflydelsesrig praktik med stort ansvar i mindre virksomhed

Mia Ipsen og Agnete Horup er begge kandidatstuderende på 9. semester, som de lige nu tilbringer i praktik hos virksomheden /et al. I artiklen her fortæller de begge om, hvorfor praktik i en mindre virksomhed er det perfekte match til deres faglige profiler og ønskede praktikudbytte.

Praktikopholdet har allerede halvvejs været mere givende, end både Mia og Agnete havde turde håbe på. De fortæller begge om, hvordan de er blevet mere afklaret i forhold til deres kompetencer og fremtidige karriereønsker. Idet de sidder med arbejdet hver dag og får hænderne helt ned i processen fra A til Z, er det blevet langt nemmere for pigerne at sætte ord på, hvad de virkelig er gode til og drømmer om i fremtiden. 

Et stort ansvar tidligt i karrieren  

”Praktikken hos /et al. er en enestående mulighed for at udforme egne arbejdsopgaver og tage en masse ansvar, og så er det fantastisk at føle, at man faktisk gør en forskel og skaber resultater allerede i praktikken,” fortæller Mia, mens Agnete tilføjer:

”Det er nok netop det, der er det særlige ved at være i en mindre virksomhed.”

Begge piger er i praktik som Design Thinking konsulenter, og de har allerede fået en masse forskellige arbejdsopgaver. Deres opgaveporteføljer tæller alt fra research og prototypeudvikling til undervisning og projektledelse. De får mulighed for at være med hele vejen i processen og ikke mindst tage et stort ansvar for deres arbejdsområder.

Den brede berøringsflade med virksomhedens projekter giver dem en indsigt i opgaveløsningen hele vejen rundt. De får muligheden for at tilegne sig en helhedsforståelse og et overblik, fortæller de, mens Agnete understreger:

”Det betyder også, at vi ikke sidder og laver det samme igen og igen. Medmindre det altså er netop det, vi virkelig brænder for og efterspørger.”

Praktik og studie supplerer hinanden

”Studiet giver de praktiske rammer, mens praktikken giver indsigt i, hvordan det hele foregår i en erhvervssammenhæng,” forklarer Mia, der også mener, at den praktiske erfaring først virkelig bliver værdifuld med alt viden fra studiet i baghovedet.

Det er overraskelser på arbejdsmarkedet, som er af virkelig stor betydning for ens arbejde, fortæller Agnete:

”Det går op for en, at arbejdet med designfeltet ude i marken eksempelvis rummer ekstremt mange økonomiske forhold, som man skal forholde sig til i sit arbejde. Det er en læring, som er rigtig vigtig for mig.” 

Den praktiske erfaring og viden fra praktikken er begge piger enige om, er meget brugbar i deres fremadrettede karriere. Den giver dem et bedre grundlag for at kunne indgå på lige fod på en arbejdsplads, når de til sommer dimitterer. 

”Ikke langt fra praktikant til ledelse”

Mia og Agnete er begge enige om, at udviklingsmulighederne i en mindre virksomhed er unikke.

”Jeg har på kort tid fået meget ansvar, og det er tydeligt at tilliden til vores arbejde er stor,” fortæller Mia, mens Agnete supplerer:

”Vi får mulighed for at være en del af hele processen fra salg til evaluering. Det tror jeg virkelig hænger sammen med, at der ikke er langt fra praktikant til leder.” Hun fortsætter:

”Vi har blandt andet fået lov til at agere projektledere på egne projekter, og det er for mig en helt unik mulighed at få det afprøvet i praksis. Det er nemlig noget af det, jeg går og har drømme om for min fremtidige karriere.”

Den flade struktur i virksomheden gør, at alle altid har indsigt i hinandens projekter og arbejdsområder. Der er ingen, som forsvinder i mængden, fortæller Mia, der også er sikker på, at det sociale forbedres af, at alle kender hinanden i virksomheden.  

Praktikanter som en vigtig ressource

/et al. er et mindre aarhusiansk design konsulenthus, som arbejder med at udvikle nye digital produkter gennem design thinking og UX. Virksomheden er ret unik, idet de udelukkende ansætter studerende fra relevante universitetsuddannelser for altid at have adgang til de skarpeste hoveder med den nyeste viden.

”Praktikanter kan hjælpe os mange af de steder, hvor vi måske ellers ikke havde haft ressourcerne, og de skaber uden tvivl en kæmpe værdi for os,” fortæller Julie Ravn-Nielsen, der er partner og stifter af /et al., og fortsætter:

”Vi har en vision om, at praktikanterne skal få noget ud af at være her. De skal lære noget og komme til at kende sig selv bedre. Det er virkelig vigtigt for os, at de er en del af virksomheden på lige vilkår med alle os andre.”

Personligt er Julie i gang med at udvikle et mentorship program, hvor målet er at gøre praktikken mere relevant. Dette ved at parre praktikanter med seniorer indenfor samme felt. Programmet er lavet til, at der skal være en balance mellem, at alle parter får noget ud af praktikken. 

Gode råd til dig, der overvejer praktik

Mia og Agnete giver deres bedste råd til dig, der overvejer at tage i praktik. De er slet ikke i tvivl om, at det kan være af afgørende betydning for både kvalitet og udbytte af et praktikophold, at man forholder sig til nedenstående punkter. 

  1. Gør dig klart, hvad du gerne vil have ud af praktikken
    Det er vigtigt, at du er skarp på, hvilke kompetencer du gerne vil opdyrke eller afprøve i praksis. På den måde kan du få mest muligt ud af praktikken både fagligt og personligt.  
  2. Forventningsafstem med dit praktiksted
    Og tillad dig at sætte krav til dit praktiksted! Sørg for at I er enige om, hvad I kan give hinanden og forventer af hinanden. Det skal være et gensidigt forhold, hvor begge parter får noget ud af det.
  3. Fokusér på arbejdsopgaver fremfor alt
    Det er langt vigtigere, at du beskæftiger dig med det, du gerne vil og får erfaringen end, at du har et bestemt brand på dit CV. 


Artiklen er skrevet i oktober 2017

Mia Ipsen

  • Uddannelse: Informationsvidenskab

  • Semester: 9. semester

  • Praktikstilling: Design Thinking Consultant hos /et al.

  • Studiejob: Design Thinking Consultant hos /et al.

Agnete Horup

  • Uddannelse: Digital Design

  • Semester: 9. semester

  • Praktikstilling: Design Thinking Consultant hos /et al.

  • Studiejob: UX Designer hos APPlab på AUH 

  • Selvstændig: Interaktionsdesigner hos Rum13 og lædervarerproduktion hos MadebyAgneteHorup