A-kasse og fagforening lyder tørt, men det er vigtigt at vide, hvordan du bruger dem både under og efter dit studie. Derfor samarbejder Arts Karriere med DM & MA og Akademikernes A-kasse.

KORT OM A-KASSE: 

En a-kasse er din økonomiske forsikring og sparringspartner, når du bliver færdiguddannet og skal finde job, men husk at melde dig ind i en a-kasse 2 uger før din sidste eksamen, så du kan modtage dagpenge. Hvis du er medlem af en a-kasse mindst ét år, inden du afslutter din uddannelse, slipper du for karensperioden og kan få dagpenge allerede dagen efter, du afslutter din uddannelse. Det giver dig økonomisk tryghed, imens du leder efter job. En a-kasse forsikrer dig ved arbejdsløshed.

KORT OM FAGFORENING: 

Din fagforening kæmper for at sikre dig de bedst mulige løn- og ansættelsesforhold. De kan hjælpe dig med at håndhæve dine rettigheder og give dig rådgivning, hvis du oplever problemer eller konflikter på arbejdspladsen. Som medlem af en fagforening kan du gøre brug af deres faglige netværk og kompetenceudviklende karriereworkshops. Både imens du er studerende og efter endt uddannelse kan du deltage i arrangementer og få rådgivning, som forbereder dig på jobsøgningen.

MØD DM & MA OG AKADEMIKERNES A-KASSE

Som medlem af DM (fagforening for akademikere) & MA (a-kasse for akademikere) kan du allerede i din studietid deltage i workshops og kurser, så du er godt forberedt til jobjagten, når du bliver færdiguddannet. DM & MA giver dig inspiration og vejledning til at træffe valg, mens du studerer, og når du tager hul på din karriere på arbejdsmarkedet.

Akademikernes A-kasse giver dig økonomisk tryghed, hvis du bliver ledig. Som medlem har du adgang til online kurser og digitale værktøjer, du kan bruge, når du skal i gang med din jobansøgning. Du har mulighed for at deltage i kompetencefremmende workshops og events, hvor du kan møde virksomheder og organisationer.